Personligt

Foto: Missionær Ruth Bach-Svendsen

Kaldet er aldrig et afsluttet kapitel

25/9/2018 | Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk
Ruth Bach-Svendsen mødte Guds kald til at blive missionær første gang for mange år siden. Nu er hun igen i Tanzania, og det er stadig kaldet, der bærer hende.

”Det er mange år siden, jeg første gang mødte overvejelserne om at rejse ud,” fortæller missionær Ruth Bach-Svendsen.  

”Egentlig er det lige ud ad landevejen, det med kaldet – set i bakspejlet! Men sådan oplevedes det slet ikke dengang for 35-40 år siden. Jeg hørte om behovet for missionærer gennem dem, der fortalte om missionsarbejdet, og gennem bibellæsning talte Gud til mig mere personligt om det.” 

”Bibelvers ’poppede op' overalt og, syntes jeg, talte til mig om, at Gud vil mission. Senere mødte jeg min mand, Philip, der også havde den retning på sit liv. Så gik det lidt af sig selv derefter.” 

Et fornyet kald

Det blev til 14 år udsendt af LM som missionær i Tanzania fra 1992-2006. Men efter hjemkomsten var kaldet til at rejse ud der stadig.

”Lige siden vi flyttede tilbage til Danmark, har uroen fra Gud og tanken om igen en dag at rejse ligget i mig, om end mere ubevidst. Da vi igen blev opfordret til at rejse, måtte jeg have vished for, at det var Guds ledelse og ikke min egen eventyrlyst. Gud måtte bekræfte mig i, at det var hans kald til mig, og det gjorde han så gennem gudstjenester, prædikener, andagter og sange,” siger Ruth Bach-Svendsen. 

”Jeg måtte også stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor ikke rejse ud igen? Hvorfor ikke bruge de erfaringer og resurser, jeg har fået gennem årene, i stedet for at lade dem ’gå til spilde’?”

Gud vil det 

Nu er hun tilbage i Tanzania sammen med sin mand, Philip, der er forlagsleder for Soma Biblia i Arusha. Selv arbejder hun med undervisning og oplæring af kvinder i den lutherske kirke.

”Det var stort at møde Guds kald igen på den måde. Og selv om jeg trives rigtig godt her, er det godt at vide, at det ikke er for min egen skyld, jeg er her. Jeg arbejder for en større sag. Jeg er her, fordi Gud vil det. Det må jeg også huske de dage, hvor jeg savner børnene eller den øvrige familie i Danmark.”

 

Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk
Hver anden lørdag lægger LM i Græsted garage til et cykelværksted, hvor flygtninge kan få hjælp til at sætte cykler i stand
...
D.A. Carson
D. A. Carson er en af de forfattere fra den engelsktalende verden, som de senere år har fået en række bøger ov...