Voldsomme oversvømmelser hærger Peru

Voldsomme oversvømmelser i Peru marts 2017
75 er døde og over 70.000 hjemløse som følge af vandmassernes ødelæggelser. Her foto fra Chiclayo i det nordlige Peru. Foto: ELM-BV.se
Evangeliske kristne beder om forbøn for ofrene for den værste naturkatastrofe i landet i mange år

27. marts 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

De seneste uger har Peru været ramt af enorme mængder regn, som har forårsaget voldsomme oversvømmelser med mudderskred og sammenstyrtede broer til følge.

600.000 mennesker er berørt af ødelæggelserne. Dødstallet er ifølge Associated Press nu oppe på 75 siden begyndelsen af året, og alene i marts måned har 70.000 mistet deres hjem.

Værst er det gået ud over den nordlige del af landet og hovedstaden Lima, som ligger ved kysten ud til Stillehavet.

Ødelæggelserne er værst i den nordlige del af Peru

Luthersk Mission har ingen missionærer udsendt i den nordlige del af landet, hvor ødelæggelserne er værst. 

LM's missionærer Katharine og Samuel Kofoed-Nielsen skriver fra Arequipa længere mod syd, at de har det godt, men at drikkevandsforsyningen mange steder er ramt, blandt andet på bibelskolen SETELA, hvor de arbejder.

Alle skoler i byen har været lukket en uge på grund af mangel på rent drikkevand.​

Katharine fortæller også, at den lokale kirke, Den Evangelisk Lutherske Kirke i det sydlige Peru, som LM samarbejder med, er i gang med at indsamle penge og tøj til at sende til områderne i nord.

Ekstreme vejrforhold og helt uhørte regnmængder

Årsagen til de ekstreme vejrforhold menes at være vejrfænomenet El Niño, der pludselig har fået temperaturen i havet ud for landet til at stige.

Det har udløst voldsomme skybrud inde over fastlandet. De peruanske myndigheder oplyser, at der alene i dette års regnsæson er faldet ti gange så meget nedbør som normalt.

Det har fået mange floder til at løbe over deres bredder, og de voldsomme oversvømmelser af vand og mudder har revet mennesker og dyr med sig.

Broer er styrtet sammen, og flere hovedveje i landet er lukket. Omkring halvdelen af landet er erklæret i undtagelsestilstand, og al undervisning i landets skoler er indstillet.

Nødråb: Vær med til at bede for det peruanske folk

​Mange tusinde peruanere står nu uden hjem. Desuden er mange afgrøder blevet ødelagt, og det går hårdt ud over mange bønder, der dermed har mistet deres levegrundlag.

Tidligere missionær i Peru Flemming Stidsen har fulgt situationen i Peru gennem medierne. På sin facebookside deler han et nødråb fra José Maynita, tidligere generalsekretær i Den evangelisk-lutherske Kirke i Peru, med en opfordring til at bede for hans folk.

"Kære venner! Bed for Peru. Råb til Gud, om han må tage sig af de mennesker, der står midt i denne forfærdelige katastrofe. Og bed for de evangeliske kristne, at de må få kræfter og kærlighed til at hjælpe."

Tilføj kommentar