Uventet, stor arv redder DBI's generationsskifte

Fra DBI's studiestart i 2016
Dansk Bibel-Institut har fået en stor arv, der dækker størstedelen af udgifterne til deres planlagte generationsskifte (foto: privat)
Dansk Bibel-Institut, der driver LM's missionæruddannelse, fik et overraskende rygstød til deres generationsskifte, da der pludselig kom en uventet arv på tre millioner kroner

04. september 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

Ledelsen på Dansk Bibel-Institut (DBI) måtte lige sætte sig ned og sunde sig, da beskeden, om at de har arvet tre millioner kroner, kom.

Det var nemlig lige præcis tre millioner, de stod og manglede til de kommende års generationsskifte.

Vidste ikke engang, at de stod i testamentet

”Det var helt uventet. Vi vidste slet ikke, at vi stod i testamentet,” fortæller rektor Børge Haahr Andersen.

De første dage efter at de havde fået beskeden om den kommende arv, kendte de sågar ikke beløbets størrelse, tilføjer han.

Leder efter afløser til afløsning for missionslærer

Fem undervisere inklusive rektoren selv skal afløses inden for de næste ti år.

DBI har allerede fundet tre af afløserne og arbejder på at få ansat en erhvervs-ph.d.-studerende i samarbejde med LM til afløsning for missionslærer Kristian Mogensen.

Som led i at DBI varetager LM's missionæruddannelse, giver LM et tilskud til missionsundervisningen.

Derudover ønsker DBI at ansætte en kvindelig underviser inden for en overskuelig årrække, afslører Børge Haahr Andersen.

Håber på at få offentlig støtte

”De tre millioner slår til, hvis vi får støtte fra det offentlige til at ansætte en erhvervs-ph.d. Gør vi ikke det, skal pengene skaffes på anden vis,” forklarer rektoren.

Dansk Bibel-Institut flyttede fra deres lokaler ved Nørreport station i København til Amager i 2014.

De ekstraordinære udgifter til flytning er dog afviklet, forklarer rektoren.

Tilføj kommentar