Ungt ægtepar bliver volontører i Siem Reap

Foto: Johanna underviser i Siem Reap
Malene og Frederik Wind skal blandt andet undervise lokale børn i Siem Reap i engelsk. Her undeviser nuværende volontør Johanna Vævest Hansen en gruppe børn. (Arkivfoto)
Malene og Frederik Wind er elever på LMH. De glæder sig til at rejse til Cambodja til august og være med i praktisk missionsarbejde

25. marts 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Malene og Frederik Wind glæder sig til at rejse til Cambodja til august. Her skal de være volontører for LM i Siem Reap.

Her skal det unge ægtepar blandt andet undervise lokale børn og unge i engelsk og undervise missionærbørn i dansk.

Malene og Frederik er henholdsvis 22 og 21 år og kommer oprindelig fra Haderslev og Ribe, hvor de har taget deres studentereksamener.

Masser af erfaringer fra arbejde med børn og unge

Malene og Frederik har begge erfaring med arbejde blandt børn og unge fra blandt andet KFS, diverse lejrarbejde, IMU, radioarbejde og soldaterhjem.

Efter gymnasiet har de begge arbejdet med plejekrævende mennesker. Frederik har arbejdet på et botilbud for fysisk og psykisk handicappede, og Malene har været vikar på et plejecenter og aflastningsperson for en udviklingshæmmet pige.

De blev gift i november 2018 og er lige nu elever på Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

Glæder sig til at blive mere afhængige af Gud

Malene og Frederik har i flere år godt kunnet tænke sig at rejse langt væk hjemmefra og være med i praktisk missionsarbejde.

”Min moster og onkel var missionærer i Tanzania, da jeg var barn. Jeg besøgte dem en måneds tid, og siden da har jeg haft en drøm om at rejse ud med budskabet om Gud,” siger Malene.

Frederik synes, at troen nogle gange kan være som en filosofi, han lever efter, og han længes efter, at det bliver en praktisk og konkret virkelighed.

Vi stoler på løftet om, at Gud også er Gud i Cambodja, og vi glæder os til at være afhængige af hans vejledning og velsignelse,” siger de.

”Heldigvis står der i Esajas’ Bog, at Gud ikke bliver svag, før han har ført retten igennem på jorden – helt til de fjerne øer, der venter på hans belæring.”

Tilføj kommentar