Unge fra øst til vest samles til bibelundervisning

100 unge var samlet til den årlige bibeldag i LM's missionshus i Videbæk
100 unge var samlet til den årlige bibeldag i LM's missionshus i Videbæk. Foto: Filip Osmundsen.
Mange LMU'ere deltog med stor interesse i den årlige bibeldag lørdag den 1.april i Videbæk

10. april 2017 / Filip Osmundsen, LMU-konsulent

Det var ikke en aprilsnar, da godt 100 LMU’ere fra hele Vestjylland den 1.april flokkedes til Videbæk til den årlige bibeldag i LM's missionshus.

De kom nemlig for at deltage i hele tre bibeltimer, som blev holdt af Mikkel Vigilius, som er lærer på Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

Undervejs blev der flittigt bladret rundt i de medbragte bibler for at følge med i undervisningen.

I løbet af den meget ærlige undervisning delte Mikkel ud af sin store viden og fortalte personlige historier, både fra sit eget liv og oplevelser fra hverdagen på bibelskolen.

Boldspil, hygge og lovsang

Efter undervisningen forsatte dagen med turneringer i fodbold og volley, hygge og afslapning med brætspil.

Derefter var der fælles aftensmad og en samling til sidst med lovsang og frit vidnesbyrd, hvor de unge selv kunne dele bibelvers og oplevelser fra hverdagen sammen med Gud.

Ud over LMU’ere fra Vestjylland, deltog også en gruppe fra Aarhus. De havde læst om arrangementet på Facebook og havde valgt at tage turen tværs over Jylland for at være med til undervisningen.

Også bibeldage i resten af landet

Gruppen, som havde planlagt bibeldagen i Vestjylland, havde aktivt brugt de sociale medier og havde fået budskabet om bibeldag ud til 1.500 personer.

Så mange var dog ikke mødt op i Videbæk, men det kan være, det sker næste år, hvor arrangementet vil gentage sig.

Ud over bibeldagen i Videbæk bliver der også arrangeret lignende arrangementer med bibelundervisning i andre dele af landet. Blandt andet i København, hvor lokale LMU'ere gennem flere år har arrangeret Bible Academy i IM's missionshus "Bethesda". 

Også LMU i Aarhus havde en bibeldag i slutningen af februar måned. Ligesom til arrangementet i Vestjylland var der stor begejstring for bibeldagen blandt østjyderne, og planlægningsgruppen satser stærkt på at gentage succesen til næste år.

 

Tilføj kommentar