Undtagelsestilstand i Etiopien er ophævet

Foto: Mørke skyer over Etiopien
I ti måneder har der politisk set været mørke skyer over Etiopien. De letter nu lidt. (Arkivfoto)
Efter ti måneder vurderer regeringen, at der er kontrol over situationen i landet, men både missionærer og LM’s ledelse beder om fortsat forbøn for landet

28. august 2017 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Regeringen har vel nu skønnet at der er så meget kontrol over situationen, at det er forsvarligt at ophæve undtagelsestilstanden,” vurderer missionær Elisa Riis.

Hun og de to øvrige missionærer fra Luthersk Mission i landet har ikke været særlig påvirket af urolighederne, men det er hendes vurdering, at der fortsat hersker nogen utilfredshed i befolkningen under overfladen.

”Det betyder, at der med ophævelsen af undtagelsestilstanden er en risiko for, at der igen opstår uro og konflikter rundt omkring i landet,” siger hun og tilføjer, at det vil blive fulgt nøje af myndighederne.

Undtagelsestilstand gav ro på overfladen

Undtagelsestilstanden blev indført i Etiopien søndag den 9. oktober 2016 som følge af længere tids politisk uro, der var taget til over nogle uger.

Det skete ifølge den etiopiske premierminister dels for at beskytte borgerne mod uroligheder og dels for at standse ødelæggelserne.

Undtagelsestilstanden betød blandt andet restriktioner af tilgangen til sociale medier på nettet og mere identitetskontrol på vejene. På overfladen skabte undtagelsestilstanden ro og orden i landet, og umiddelbart blev livet for mange normaliseret.

Missionærerne vil stadig tage deres forbehold

Elisa Riis fortæller, at det daglige liv imidlertid mange steder har været upåvirket igennem de sidste 10 måneder – og at kirken har drevet sit arbejde uden restriktioner.

”De udenlandske missionærer har ikke været i fokus, men under sådanne forhold holder vi os alle orienteret og tager vores forbehold,” siger hun.

”Blandt andet undgår vi vejstrækninger, hvor der er risiko for uro langs vejene. Og det vil vi også gøre i tiden fremover.”

Elisa Riis: Husk at bede for Etiopien

Elisa Riis arbejder med at reducere dødeligheden blandt fødende og nyfødte i RMM-projektet ud fra Jinka Hospital i Sydetiopien. Det er et stykke uden for urolighedernes centrum.

Hun minder om, at der er grund til at huske at bede for Etiopien – for befolkningen og ikke mindst for dem, som er sat til at lede og styre.

Det er en opfordring, som missionskonsulent Bent Olsen tilslutter sig.

Tilføj kommentar