Udsalg på bibliotek giver penge til nye bøger

Foto: Bogsalg på Phnom Penh Bible School
Bøgerne blev revet væk ved bogsalget på Phnom Penh Bible School. I løbet af 15 minutter var omkring en fjerdedel af bøgerne væk, og efter en time var der solgt omtrent 450 bøger. (Foto: Kent Andersen)
Studerende og ansatte på Phnom Penh Bible School købte stort ind, da biblioteket på bibelskolen solgte ud af nye og ubrugte overskudsbøger

20. januar 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Kort før jul fik biblioteket på Phnom Penh Bible School (PPBS) over 500 dollars, som vil blive investeret i nye bøger til biblioteket. 

De kom ind ved et stort bogsalg, som biblioteket holdt for studerende og ansatte på skolen

Det fortæller missionær Kent Kjær Andersen, der er ansvarlig for bibelskolens bibliotek og desuden underviser i systematisk teologi.

Pengene falder på et tørt sted, da det er planen at købe nye bøger til biblioteket, så det udvides med 2.000 titler yderligere i løbet af 2020.

De donerede bøger var ubrugte og af nyere dato

Bøgerne på PPBS’ bibliotek stammer fra donationer, forklarer Kent Kjær Andersen. Igennem nogle år har biblioteket fået givet adskillige brugte bøger. Nogle af dem bliver en del af biblioteket, mens andre bliver givet bort til de studerende.

”For nylig modtog vi en meget stor mængde brugte bøger, og da jeg samtidig opdagede, at vi havde op mod 800 ubrugte bøger liggende i et lagerrum, var det oplagt med et bogsalg på skolen,” siger han.

De ubrugte bøger stammede fra en tidligere donation. Flere titler gik igen, men fælles for dem alle var, at de var ubrugte og af nyere dato.

Bøgerne blev revet væk

Kent Kjær Andersen fortæller, at der var bibelstudiemateriale, opbyggelige bøger, andagtsbøger, teologiske bøger og bøger om mission og kultur.

”Stort set alle emner var dækket, og der var forfattere som Tim Keller, NT Wright, John Piper og Don Carson,” siger han.

Mange af de bøger, der var til salg, er meget svære at skaffe i Cambodja, så det var med stor optimisme, at de åbnede for bogsalget.

”Selv om bøgerne var sat til meget favorable priser, havde vi dog ikke regnet med, at salget skulle gå så hurtigt, som det gjorde,” siger lederen af biblioteket.

I løbet af 15 minutter var omkring en fjerdedel af bøgerne væk, og efter en time var der solgt omtrent 450 bøger.

Støt LM's engagement med teologisk uddannelse på PPBS

Tilføj kommentar