Udgiver bog om næsten 30 års missionærliv

Annelise og Axel Rye Clausen ved en sø uden for Siem Reap, hvor der udvindes laterit-sten. September 2018. Privatfoto
Missionærparret Clausen har været missionærer i Tanzania og siden 2003 i Siem Reap i det nordlige Cambodja. Privatfoto.
"Vi har prøvet at beskrive oplevelserne så ærligt som muligt," fortæller Annelise og Axel Rye Clausen, der er aktuelle med bogen "Kald og konsekvens - et arbejdsliv i international mission."

24. oktober 2018 / Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk

I morgen udkommer erindingsbogen "Kald og Konsekvens" på LogosMedia, som er en del af Forlagsgruppen Lohse.

Bogen er en biografi, skrevet af parret Annelise og Axel Rye Clausen, fra de blev udsendt som missionærer for Luthersk Mission i 1984 til Tanzania og senere til Cambodja i 2003.

Det er derfor mange års missionserfaring, der nu kommer i bogform, og det har da også været utroligt svært at begrænse sig, indrømmer forfatterparret.

Lod dagbogsnotaterne ligge i skrivebordsskuffen

"Vores første reaktion sidste forår, da vi fik opgaven fra Lohse, var: Et væld af rigdom. Et liv med mange udfordringer. Hvordan får vi klemt alt det ind i en enkelt bog?," fortæller de.

Annelise har ført dagbog hver dag, siden de rejste ud første gang i 1984. De notater valgte hun at lade ligge i skrivebordsskuffen.

I stedet har parret suppleret hinanden efter hukommelsen med hver deres afsnit i bogen: Annelise de fortællende afsnit og Axel de mere faktuelle.

"Set i bakspejlet har det været godt. De mange begrænsninger har nok givet en mere læsevenlig bog," siger Axel Rye Clausen, der dog har brugt dagbøgerne til at tjekke facts, årstal med mere.

Afslutning på mange års tjeneste i international mission

I slutningen af november rejser parret hjem til Danmark for at afslutte deres mangeårige tjeneste i international mission.

Deres erindringsbog bliver dermed et stykke missionshistorie, hvorigennem de ønsker at give et indblik i missionærlivet og det kald, de har levet deres liv på.

Bogen indeholder mange fantastiske øjeblikke, for eksempel da de stod foran rulletrappen i Kastrup Lufthavn inden afrejse i 1984 med 100 fremmødte venner, der sang til afsked.

Beskriver også de svære og vanskelige sider af missionærlivet

Også de svære og vanskelige sider af missionærlivet er omtalt i bogen, som da parret første gang ankom til meget primitive forhold i Ulanga-dalen i Tanzania.

"Vi har prøvet at beskrive vores oplevelser så ærligt som muligt. Jeg fandt ud af, at nogle oplevelser var ubearbejdede, så det er en proces, som er gået dybere, end jeg havde forestillet mig," siger Axel Rye Clausen. 

"Det har været helt bevidst for os, at vi i bogen skulle fortælle vores egen historie. Andre har måske oplevet det på en anden måde. Derfor fortæller vi, hvad vi har oplevet, og hvilke konsekvenser det fik for os."

---

Bogen "Kald og konsekvens - et arbejdsliv i international mission" udkommer i morgen den 25. november på Forlagsgruppen Lohse.

Den koster 249,95 kroner og kan bestilles her.

Tilføj kommentar