Syriske flygtninge fik juledekorationer og æbleskiver

Ved adventshyggeaftenen fremstillede de syriske asysansøgere mange juledekorationer i Toftlund missionshus (foto: Peter Møller Schmidt).
Ved adventshyggeaftenen fremstillede de syriske asysansøgere mange juledekorationer i Toftlund missionshus (foto: Peter Møller Schmidt).
Flere end 100 mennesker var med til adventshygge i LM’s missionshus i Toftlund. 40-50 af dem kom fra byens asylcenter

21. december 2014 / Ulla Jacobsen

En adventshyggeaften for nydanskere i missionshuset i Toftlund den 5. december blev et tilløbsstykke.

Ud over 33 nydanskere, der har tilknytning til integrationsarbejdet i byen tog mellem 40-50 asylansøgere fra asylcenteret i Toftlund imod en indbydelse fra LM til at være med.

Desuden kom næsten alle LM’ere i Toftlund og var med til at byde de nye asylansøgere velkommen, få en snak med dem, hjælpe dem til rette, servere og hjælpe med praktiske ting og svare på spørgsmål.

Asylcentrets medarbejdere hjalp med at invitere

Før adventsarrangementet havde nogle LM’ere havde kontaktet lederen på asylcentret i Toftlund og forelagt dem ideen, som faldt i god jord.

Der blev lavet en indbydelse på engelsk, og medarbejdere på centret gik selv med rundt til de familier, som kunne engelsk, så alle kunne få en invitation. De kunne så fortælle om den til dem, der ikke kunne engelsk.

Af hensyn til pladsen og programmet var invitationen kun til familierne, og stort set alle de syriske familier på asylcentret kom! De enlige mænd og kvinder kan se frem til at modtage en invitation i det nye år.

Alt glimtende pynt til dekorationer blev brugt

Tværkulturel konsulent Else Wiwe holdt en kort juleandagt, og hun havde en oversætter fra Haderslev med.

Så var der tid til at lave juledekorationer, klippe hjerter og lave stjerner – og snakke! Alt glimtende pynt blev brugt, hvorimod der ikke var så stor afsætning på de smukke naturmaterialer.

I køkkenet var der travlhed med at varme æbleskiver, lave kaffe og te. Æbleskiver? Hvad mon det er? Og hvordan spiser man sådanne runde kugler?

Men da gæsterne først havde set og fået fortalt, at æbleskiverne var tilberedt med vegetabilsk olie, var der afsætning på 600 styk.

Tilføj kommentar