Svært at få armene ned i det tværkulturelle arbejde

Tværkulturel konsulent Enok Sørensen læser i Bibelen sammen med nydansker
Enok Sørensen underviser i Al Massira, der er et kristendomskursus særligt rettet til muslimer. Arkivfoto.
I Vestjylland er der inden for det seneste år opstået flere bibelstudiegrupper for nydanskere, der ønsker at lære Jesus at kende, fortæller tværkulturel konsulent Enok Sørensen

14. februar 2018 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

"Det er helt fantastisk at mærke, hvordan Gud rører nydanskere og lader dem møde evangeliet."

Det fortæller tværkulturel konsulent i Luthersk Mission, Enok Sørensen, der trods sine vestjyske rødder har svært ved at få armene ned, når han fortæller om opmuntringerne i arbejdet.

"Det er Guds værk - det er faktisk et under, hver gang Guds ord bliver levende for et menneske. Det er ikke noget, vi kan diktere. Det er et svar på bøn"

Underviser syriske flygtninge om kristendom

Siden januar 2017 han undervist en lille gruppe syriske flygtninge i Spjald om kristendommen.

Det er det såkaldte "Al-Massira"-kursus, der er en undervisning i den kristne tro, særligt rettet til muslimer.

Her er der indtil videre to personer, der har vendt sig til en levende tro på Kristus, fortæller den tværkulturelle konsulent.

"Og det gode er, at de anbefaler det til deres familie og venner, så der nu er startet en gruppe op i Skjern også."

Før var han ateist, nu er han blevet en kristen

En af de syrere, der begyndte i gruppen i Skjern, meldte klart ud fra starten, at han ikke troede på nogen Gud - hverken muslimernes eller de kristnes.

Men nu, efter at have været med på kurset et halvt års tid, er der ingen tvivl, fortæller Enok Sørensen.

"Nu vil han gerne være en kristen. Det er stærkt at mærke, hvordan han langsomt får tillid til den levende Gud".

Vigtig opgave at integrere de nye kristne i det kristne fællesskab

Også i Holstebro har der siden november sidste år været dåbskursus for en lille flok nydanskere fra Struer.

Kurset holdes i samarbejde med LM-Kirken Holstebro.

Det er utroligt vigtigt, at der er et kristent fællesskab til at tage imod de nye kristne, så de ikke føler sig alene, understreger Enok Sørensen.

"For mange muslimer, der bliver kristne, vil det have en meget høj pris. Deres familie og omgangskreds vil vende sig væk fra dem, og de kan komme til at føle sig meget ensomme og udenfor."

Sport og fællesspisning skaber nye netværk

I Skjern samles en flok til Sport på Tværs, og mange steder rundt i landet arrangeres Middag på Tværs, som er med til at skabe kontakt og et muligt nyt netværk.  

LM tilbyder også nydanskere at få en dansk venskabsfamilie eller en lektiehjælper, hvilket mange ønsker, og som der er gode erfaringer med. 

---

> Læs mere om LM's tværkulturelle arbejde. 

Tilføj kommentar