Stor økonomisk opbakning til tværkulturelle lejre

fra lejren i Hestbæk i 2016
Ud over ferieaktiviteter og socialt samvær er der mulighed for at være med til gudstjenester på de tværkulturelle lejre (foto: privat)
LM’s tværkulturelle lejre har ikke fået fondstilskud for 2017. Nu er der næsten samlet tilstrækkelig penge ind ad andre kanaler

23. juni 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

Det var et hårdt slag, for de lejre, som LM afholder sammen med Indre Mission og en række folkekirker, da de i foråret opdagede, at de ikke kunne regne med fondstilskud for 2017.

Tilskuddet fra Arbejdsmarkedets Feriefond havde ellers været en kærkommen hjælp til de tidligere års sommerlejre for nydanskere.

Gennem gaver fra menigheder, fonde, privatpersoner, klubber stifter og provstier ser det dog nu ud til, at størstedelen af økonomien er sikret for 2017.

De mange gaver er en stor opmuntring

”Det er en stor opmuntring at mærke den opbakning, der har været med gaver til lejrene.”

Det fortæller Claus Kristensen, der er LM’s tværkulturelle konsulent i Østdanmark.

Han er engageret i de to lejre, der afholdes på Luthersk Missions Højskole i Hillerød fra 3.-7. juli og 10.-14. juli.

Med 20.000 kroner i gaver fra privatpersoner, 50.000 fra menigheder og tilsagn om 80.000 fra menigheder og fonde er der et realistisk håb om at nå budgettet på 185.000 kroner.

Der mangler stadig penge til at dække sidste års underskud

Også på de to lejre i Vestjylland og Nordjylland, hvor LM’s konsulent Enok Sørensen er engageret, ser tallene lovende ud.

”Det ser ud til, at det er lige ved at hænge sammen for lejrene i Hørby og Hestlund. I sidste ende kommer det til at afhænge af deltagerbetalingen.”

Han minder dog om, at der fortsat er en stor gæld for lejrene i 2016, hvor de forventede penge fra Arbejdsmarkedets Feriefond stadig ikke er kommet.

Kan deltagerne overhovedet klare deltagerbetalingen?

Også på de to lejre i Sønderjylland er deltagerbetalingen et springende punkt, fortæller Else Wiwe, der er konsulent for området.

”En del af deltagerne har ikke nok til betalingen, og på lejren for asylansøgere er der kun en betaling på 150 kroner, hvilket slet ikke står mål med udgifterne.”

En del af de lovede penge er også knyttet op på, hvor mange deltagere der kommer fra et bestemt stift, hvilket betyder, at det er usikkert, hvad det endelige støttebeløb ender på.

Der er således fortsat behov for støtte, siger de tre konsulenter samstemmende.

”Og så er der brug for forbøn,” minder Else Wiwe om.

 

Sådan kan man støtte de tværkulturelle lejre i LM

  • De to lejre på Løgumkloster Efterskole: Kontakt Else Wiwe eller overfør til det tværkulturelle arbejdes fælleskonto i området: Reg. nr. 5958 konto 1102395.
  • Lejren på Hørby Efterskole, Sæby: Kontakt Enok Sørensen eller overfør til IM’s konto for lejren: Reg. nr. 7170 konto 2212599. Mærk indbetalingen ”8739 - 60 – Hørbylejren”.
  • Lejren på Hestlund Efterskole, Bording: Kontakt Enok Sørensen eller overfør til IM’s konto for lejren: Reg. nr. 7170 konto 2212631. Mærk indbetalingen ”8738 - 60 – Hestlund”.
  • De to lejre på LMH i Hillerød: Kontakt Claus Kristensen eller overfør til IM’s konto for lejren: Reg. nr. 7170 konto 2212714 eller MobilePay 30 50 80 19. Mærk indbetalingen ”Tværkulturel lejr, LMH”.
  • Ønsker man at støtte nydansk deltagelse på bibelcamping på Virksund, kan man kontakte Mads Hansen.

 

Tilføj kommentar