Sport og tro samler unge på Copa Campel i Peru

Foto: fodboldkamp på kristen sportslejr for unge i Peru
Otte fodboldhold dystede på Copa Campel i Peru. Der var også bibeltimer og lovsang på lejren. (Fotos: Peter-Jan Teunissen)
Sportslejr gav fællesskab på tværs af kirker, byer og landegrænser – og gode muligheder for at invitere venner med, der ikke normalt kommer i kirken

19. november 2015 / Peter-Jan Teunissen

Omkring 85 unge deltog i weekenden fra den 13.-15. november i sportslejren Copa Campel. Den var organiseret af de danske og norske missionærer i Peru.

Med sin beliggenhed på Perus Stillehavskyst er lejrpladsen Campel med sin rummelighed et optimalt sted til, at mange unge kan samles, og der er kun en lille gåtur til strand og bølger.

Opfordrede til at konkurrere med sportsånd

”Husk, vi er her som kristne brødre og søstre, så respekter hinanden! Selv i sportskampens hede må I ikke lade munden løbe med skældsord mod hinanden!”

Med disse ord indledte Jaime Quispe, der var medorganisator af turneringen, det sjette Copa Campel og understregede dermed vigtigheden af at konkurrere med god sportsånd.

Deltagerne, der dystede i fodbold og volleyball, fordelte sig på otte hold fra hver deres kirke eller ungdomsgruppe.

Der var seks peruanske hold fra større byer i Sydperu, et missionærhold og et hold, der endda kom hele vejen fra Bolivia. De måtte tilbringe cirka et døgn i bus hver vej!  

Fire deltagere på det ene hold kommer ellers ikke i kirken

Ricardo Quispe Panca, der deltog på et af de peruanske hold, var med for fjerde gang i turneringen.

”Det er så godt at være sammen og have fællesskab med hinanden på tværs af kirker, byer og landegrænser. Tilmed giver det gode muligheder for evangelisation, da mange unge elsker sport,” siger han.

Han fortæller, at de på hans hold havde glæden af at have fire unge med, der ellers ikke kommer i kirken.

”For mig er det en måde at tjene på i kirken ved at gøre plads til flere, så vi opfordrer alle til at invitere deres venner med,” siger Ricardo Quispe Panca, mens hans øjne lyser af begejstring og fortsætter:

”Jeg tror fuldt og fast på, at Gud arbejder med de unge her gennem samtaler og bibeltimer.”


Lovsang ved et af aftenmøderne, ledet at bibelskoleeleverne Maribel (klaver), Samuel (gitar og sang) og Mauricio (sang)

Sjovt at vinde, men endnu sjovere at dele Guds ord

Samtidig føler Ricardo Quispe Panca også, at han selv får meget igen ved at deltage, da der hver dag på lejren var samlinger med andagt, bibeltime og lovsang.

At det trods alt blev missionærholdet, der trak det længste strå og løb med de fleste guldmedaljer, gør ikke så meget for ham.

Han siger: ”Jeg har prøvet at vinde to gange, det er sjovt, men endnu sjovere at dele Guds ord!”

Læs mere om LM's arbejde i Peru.

Missionærerne Mirjam og Rolf Leinum har været med til at oprette en bibelskole i Peru. Læs om den på Facebook.

 

Tilføj kommentar