Songhta fik troen på Jesus i julegave

Foto: Gruppe studerende i Cambodja
Soghta (nederst til højre) sammen med en flok andre unge studerende til en film SONOKO arrangerede som opfølgning på svømmelejren i november (Foto: Andrea Christensen).
Cambodjansk studerende hørte om Jesus på en svømmelejr, som det kristne studenterarbejde SONOKO arrangerede. Senere inviterede SONOKO til julefest, hvor hun kom til tro på ham

12. februar 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Kort før jul sagde Songhta fra Phnom Penh JA til Jesus.

Det skete en aften, hvor det kristne studenterarbejde, SONOKO, holdt julefest med gospel-tryl, juleevangelium og en kæmpe pakkeleg.

”Songhtas ja til Jesus var det bedste, der skete den aften,” siger missionær Andrea Christensen, som arbejder i SONOKO.

SONOKO inviterede til opfølgende filmaften

Songhta hørte om Jesus første gang, da hun i november deltog i en svømmelejr, som SONOKO havde arrangeret.

To uger senere tog hun sammen med tre andre ikke-kristne fra lejren imod en invitation fra SONOKO til en filmaften, hvor de sammen så ”Løven, heksen og garderobeskabet”.

”Denne historie beskriver jo evangeliet på fantastisk vis, og vi brugte tid på at udforske filmens mening ved bibeloplæsning, oplæg, gruppediskussioner og Kahoot-quiz,” siger Andrea.

Til julefesten nogle uger senere blev den unge cambodjanske pige kristen.

Har fået plads på et kristent kollegium

Troen på Jesus imidlertid ikke var den eneste julegave, Gud havde til Songhta, fortæller Andrea.

”Gud havde forberedt det sådan, at der var en ledig plads på et kristent kollegium den 1. januar, og der er hun flyttet ind.”

”På netop det kollegium bor flere studerende, som kommer i SONOKO. Det betyder, at hun har en god støtte fra andre kristne.”

Tilføj kommentar