Skjern holdt vinterfest for hele familien

Vinterfest i LM Skjern 12. januar 2020
Til vinterfesten i Skjern var der mulighed for at prøve forskellige aktiviteter og vinde præmier. På den måde blev der samlet ind til kredsens børne- og juniorarbejde. Foto: Dorthe Schmidt.
Omkring 130 børn og voksne fejrede søndag den 12. januar det nye års komme med en stor vinterfest for hele familien i LM's missionshus i Skjern

17. januar 2020 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Søndag den 12. januar blev der rykket godt og grundigt rundt på borde og stole i LM's missionshus på Nørregade i Skjern.

Der blev nemlig holdt den årlige vinterfest i LM Skjern, som de lokale børne- og juniorklubs ledere plejer at arrangere i starten af det nye år med opbakning fra hele kredsen.

Det er en festlig eftermiddag for hele familien med aktiviteter og mulighed for at vinde præmier og på den måde samle penge ind børne- og juniorarbejdet.

Bibelquiz, tombola, flødebollemaskine og dart-turnering

Arrangementet i søndags blev godt besøgt. Omkring 130 børn og voksne var mødt op, fortæller Michael Poulsen, som er en af juniorklubbens ledere.

"Jeg holdt en indledning, og Between-konsulent Dorthe Schmidt holdt en andagt med en bibelquiz. Derefter kunne man gå rundt i hele huset og prøve en masse forskelligt, inden vi sluttede af med kaffe."

Han nævner blandt andet en tombola for børn og for voksne, en flødebollemaskine, en dart-turnering og en konkurrence, hvor man kunne gætte på, hvor mange chokolader der var i glasset.

Børnene tager deres forældre med i missionshuset

Vinterfesten i Skjern er også en god anledning til at møde hinanden på kryds og tværs i kredsen, mener Michael Poulsen - også med nogle, der ikke normalt har deres gang i missionshuset.

"Børneklubben samler hver uge mellem 25 og 30 børn," siger han. 

"Nogle af dem tager deres forældre med til festen i missionshuset, så de kan se, hvad børnene har været med til at lave."

Tilføj kommentar