Præsten holder KFS i Tanzania

Foto: Skoleelever i Tanzania
Alle statsskoler i Tanzania har en time om ugen, hvor de kan tilbyde frivillig kristendomsundervisning. (Modelfoto: Flickr.com/Colin J. McMechan)
I Kiabakari i Nordtanzania står sognepræsten for den frivillige kristendomsundervisning i skolen for 8.-12. klasse

03. april 2017 / Johanna Lund Larsen, volontør i Kiabakari

På skolen Kukirango i landsbyen Kiabakari i Nordvesttanzania går der omkring 1.000 elever i 8.-12. klasse. De kommer alle fra selve byen eller omegnen. Der er også en KFS-gruppe på skolen. Det er imidlertid ikke Kristeligt Forbund for Studerende, som vi kender det fra Danmark, men mere frivillig kristendomsundervisning. 

Alle statsskoler i Tanzania har en time om ugen, hvor de kan tilbyde frivillig kristendomsundervisning, også kaldet UKWATA (forkortelse kan oversættes som det, KFS står for). Læreren er en præst fra en af de nærliggende kirker. 

På Kukirango underviser Eliya Bwigeki. Han er præst i den lutherske kirke i landsbyen. Han fortæller, at der er cirka 120 unge med til UKWATA hver gang, der kommer fra fem forskellige kirkeretninger. 

Det har høj prioritet at finde lærere til at give kristendomsundervisning

Eliya Bwigeki giver udtryk for, at han kan mærke, at der sker noget med eleverne efter et år med undervisning. 

Han glæder sig over, at eleverne forstår mere og mere om, hvem Gud er, og hvad han har gjort for dem.

Sognepræsten ser undervisningen som en meget vigtig opgave. Han kommer ind på, at nogle af eleverne ikke tilhører en kirke og ikke er blevet oplært i den kristne tro. Til dem tilbyder UKWATA katekismusundervisning. 

Eliya Bwigeki forklarer, at det er en stor udfordring at finde lærere, der vil og kan undervise på skolerne. 

”Men det har meget høj prioritet at finde lærere, for hvis der ingen præst er i nærheden, bliver der nemlig højst sandsynligt ikke holdt UKWATA,” siger han.

Glæder sig til at arrangere velkomstfest for 8. klasse på skolen

Agi Wilson er elev på Kukirango og er med til UKWATA. 

”Det bedste ved UKWATA er, at jeg kan læse i Bibelen, høre Guds ord og få god undervisning sammen med mine klassekammerater. Det er nemlig utrolig godt og vigtigt,” siger hun. 

Agi fortæller videre, at de er ved at arrangere en velkomstfest for denyngste klasse på skolen, der svarer til 8. klasse. Det glæder hun sig meget til. 

Læs også om LM's aktiviteter på bibelskolen i Kiabakari i Nordtanzania

 

Tilføj kommentar