Oplæring af børn skal ske i fællesskab

Foto: Gruppe på besøg i Awana
Ud over de seks LM'ere var der også 18 nordmænd med på studieturen til organisationen Awana i USA (Foto: Awana)
På en studietur til Awana i USA blev det understreget, at samtaler om tro og efterfølgelse af Jesus ikke kun skal ske den ene time om ugen, hvor der er kirke eller børneklub,” siger landsleder Lars B. Larsen

07. oktober 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

I forrige uge var LM's landsleder i LMBU og fem andre fra LM og LMBU på besøg hos organisationen Awana i USA.

”Vores ønske var at lære mere om visionerne bag og få en fornemmelse af, hvad det kan give af muligheder i LM,” fortæller Lars B. Larsen, der er landsleder i Luthersk Missions Børn og Unge.

Han understreger, at det, der er godt ved Awanas visioner, er vigtigheden af, at lokale ledelser og hjemmene er sammen om trosoplæring.

”Det er en kultur, jeg gerne vil tale op og styrke i LM og LMBU,” siger han.

Fremtidens kirkeledere vokser op nu

Lars B. Larsen fortæller om et billede, som en brugte for at understrege, hvor vigtigt det er, at kirker og forældre satser på oplæring af børnene.

”Hvis du vil spise appelsiner om 30 år, skal du plante træet nu.”

Landslederen peger på, at 30 ikke er et helt tilfældigt tal. Han understreger, at det nemlig er dem, der vokser op nu, der skal være at lederne i vores kirke i 2050.

"Kirke- og menighedsledelser og forældre skal hjælpe hinanden, så samtaler om tro og efterfølgelse af Jesus ikke kun er den ene time om ugen, hvor der er kirke eller børneklub,” siger han.

Generationerne skal udruste hinanden

Lars B. Larsen fortæller, at de også taler meget om begrebet ”generational discipleship” i Awana-sammenhænge.

Det betyder, at generationerne skal oplære og udruste hinanden, forklarer han og understreger:

”Men det handler ikke bare om, at vi voksne skal tage os af næste generation. De yngre har nemlig en masse at give.”

Tilføj kommentar