Nye Peru-missionærer i praktik

Foto: Emil Solgaard i Peru klippe-klistrer
Sammen med psykologistuderende praktikanter i familieprojektet klippe-klistrer Emil Solgaard plakater til brug i undervisningen af børn (Privatfoto)
I slutningen af deres sprogskoleophold har Julie og Emil Solgaard arbejdet to uger i kirkens familieprojekt i Arequipa. Der øvede de spansk og blev bedre kendt med indholdet af projektet

04. september 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

I august var Julie og Emil Solgaard i to ugers praktik i familieprojektet ”Programa de Desarrollo y Fortalecimiento Familiar” (PDFF) i Arequipa i Peru.

Projektet arrangerer blandt andet ægteskabskurser og underviser børn og forældre med det mål at forebygge konflikter, brudte relationer, vold og seksuelt misbrug.

Det er den lutherske kirke i Peru, der står for projektet – lige nu med støtte af Norad, der er den norske udgave af DANIDA. Fra januar bliver det støttet af Norsk Luthersk Misjonssamband (NLM), som LM arbejder sammen med i landet.

De havde selv ønsket at komme i praktik

Det unge missionærpar rejste til Peru som udsendt af Luthersk Mission i januar i år. De havde selv ønsket at komme i praktik.

”Vi ville gerne få øvet vores spanske lidt mere, og vi ville også gerne lære kirkens familieprojekt lidt bedre at kende,” begrunder de.

Her var de blandt andet med til at forberede undervisning til skolebesøg, og de var også med to gange for at hjælpe til ved undervisningen, fortæller de.

Undervisningen foregik gennem lege og historiefortælling, mens kreative oplæg som teater, sang og dans benyttes i undervisning om forebyggelse af seksuelt misbrug..

Både børn og forældre lærer om at forebygge seksuelt misbrug

Julie og Emil Solgaard forklarer, at en stor del af undervisningen af børnene handler om kommunikation og konfliktløsning.

”Men de lærer også, at deres kroppe er værdifulde og skabt af Gud, og at der er områder på kroppen, som andre ikke har ret til at røre ved,” siger de.

”Der er også oplæg for børnenes forældre om, hvad seksuelt misbrug er, og hvordan man kan forebygge det.”

Familiearbejde er en oplagt måde at hjælpe Peru på

Julie og Emil Solgaard afslutter sproglæringen i Arequipa i løbet af september, og så er planen, at de skal flytte til Cuzco.

Her arbejder man på at starte et lignende, men mindre familieprojekt op med støtte fra kirken og NLM, og det er også en grund til, at de gerne ville lære projektet mere at kende.

”Vi håber, det kan hjælpe os til at have en forståelse for, hvad projektet går ud på, og hvordan det kan bruges til at forandre det peruanske samfund til det bedre,” siger de.

”Det vil være et oplagt område, hvor kirken kan være med til at hjælpe Peru mod en bedre fremtid.”

Læs mere om Luthersk Missions aktiviteter i Peru

Læs mere om NLM's arbejde i Peru

 

Tilføj kommentar