Nye elevers dag var digital på Solgården

Foto: Telefonsamlale
Undervejs i Efterskolen Solgårdens digitale udgave af "Nye elevers dag" fik alle kommende elever og deres forældre en personlig telefonopringning fra skolens personale (Foto: Solgården).
Lørdag den 21. marts præsenterede nuværende elever og personale Efterskolen Solgården på den næstbedste måde”, fortæller Peter Jensen, der er konstitueret forstander

02. april 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Det var, lige som sådan en dag skal være, og vi fik skabt forventning hos både de kommende elever og deres forældre.”

Peter Jensen er konstitueret forstander på Efterskolen Solgården i Tarm, hvor de lørdag den 21. marts holdt ”Nye elevers dag” digitalt.

Han og medarbejderne på skolen er enige om, at ”Når coronaepidemien har ramt, kunne det ikke have været bedre.”

”Informationen gik rent ind: Danmark er lukket ned, men vi er lukket op,” siger han.

Hjemmeside med informationer og opringning til alle

Årsagen til den anderledes ”Nye elevers dag” er forsamlingsforbuddet i forbindelse med corona-krisen.

”Lige så snart vi fandt ud af, at elever og forældre ikke kunne komme her, gik vi tænkeboks for at finde den næstbedste løsning,” siger Peter Jensen.

Han og nogle kolleger havde lavet nogle videoer med de nuværende elever, inden de blev sendt hjem midt i marts. Her taler de til de nye elever og fortæller dem, hvad de kan glæde sig til.

”Planen var, at vi skulle se dem på ”Nye elevers dag”, når vi sad sammen,” siger den klnstituerede forstander.

Videoerne blev lagt på en hjemmeside sammen med informationer fra forstanderen og lærerne, så nye elever og forældre kunne se dem på forhånd og forberede sig til en telefonsamtale med en af -efterskolens lærere.

Alle fik en personlig opringning på 15-20 minutter.

Forstander: Vigtigt at få fortalt, hvad Solgården er for en skole

Peter Jensen fortæller, at det for ham var vigtigt at få fortalt, hvad Solgården er for en skole.

”Det er især vigtigt at få sagt, at det er en tydelig kristen skole, så ingen føler, det er noget, vi putter med,” siger han og forklarer, at nogle få elever tilmelder sig skolen på grund af valgfag uden at have sat sig ind i, hvilken skole de har valgt.

Og det lykkedes!

”Vi har fået flere tilkendegivelser fra kommende familier med tak for, at vi toner rent flag, så der ikke er nogen tvivl om, at Solgården er kristen skole,” siger Peter Jensen.

Vil allerhelst mødes personligt

Selv om forstander og personale på Solgården var glade for den digitale ”Nye elevers dag”, vil de ikke gøre det igen.

”Vi vil allerhelst mødes personligt. Se og mærke hinanden,” siger Peter Jensen.

”Men vi er glade for, at vi har det materiale liggende, som vi kan sende til dem, der gør brug af, at der stadig er ledige pladser på skolen til næste skoleår, og som tilmelder sig senere. Jeg tror, videoerne er med til at skabe nogle gode forventninger hos de kommende elever.”

Tilføj kommentar