Ny strategi for litteraturmission i Tanzania

Soma Biblia bogsalg i Dar es Salaam
Der er rift om de kristne bøger i Tanzania - her ved et bogbord i Dar es Salaam. Arkivfoto.
Forlaget Soma Biblia vil de kommende år styrke deres position og satse særligt på Tanzanias unge og på muslimerne i landet

11. maj 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

Luthersk Missions litteraturforlag i Tanzania, Soma Biblia, har netop fremlagt en ny strategi for deres arbejde frem til 2020.

Det fortæller Christian Feldbech Nissen, der er formand for Soma Biblias bestyrelse og indtil 2016 sad i LM's Landsstyrelse.

I strategien fokuserer Soma Biblia særligt på unge, muslimer og samspillet med den lutherske kirke i landet.

Vil nå unge smartphonebrugere med podcast og videoer

Det tanzaniske litteraturforlag drømmer om at blive en medievirksomhed, der tilbyder podcast og videoer til de unge.

Ligesom i Danmark er der nemlig vækst i antallet af folk, der hellere ser en video end læser en tekst, forklarer forlagsformanden.

Og så vil Soma Biblia også gerne satse mere på at lave noget materiale, der kan målrettes den muslimske del af befolkningen.

"Der er et behov. Vi vil gerne fokusere mere på muslimer, fordi vores samarbejdspartnere gør det," siger Christian Feldbech Nissen.

Arbejder frem mod at blive næsten selvfinancieret i 2020

Siden 2013 har LM og den norske samarbejdspartner Norsk Luthersk Misjonssamband nedtrappet den økonomiske støtte til forlaget.

Det er planen, at Soma Biblia fra 2020 skal have overtaget finansieringen af tre af de fire medarbejdere, som de to partnere nu betaler for.

Derfor ønsker Soma Biblia at styrke relationen til den lutherske kirke i landet og derigennem gøre forlaget endnu mere kendt.

"Kommer man ud af en kirke i Tanzania på en tilfældig søndag, så er det meget almindeligt, at der står en bogsælger, der sælger Soma Biblias litteratur," fortæller Christian Feldbech Nissen.

"Den position vil vi gerne udnytte, så vi kan få spredt vores bøger til en større gruppe af præster og undervisere og derigennem nå flere mennesker."

Stadig brug for danske forbedere i litteraturarbejdet

Selv om LM er ved at nedtrappe støtten, så er det dog fortsat muligt at give øremærkede gaver til litteraturarbejdet.

Christian Feldbech Nissen fortæller, at man også arbejder på at skaffe fondsmidler fra lutherske kristne i USA.

Han opfordrer til, at man ikke glemmer LM's litteraturarbejde i Tanzania, men fortsætter med at bede for det.

"Vi må ikke holde op med at bede for Soma Biblia, selv om LM ikke betaler. Forbedere er vigtigere end givere!"

 ---

Følg med i arbejdet i Soma Biblia.

Du kan fortsat følge med i arbejdet i Tanzania ved at modtage Soma Biblias nyhedsbrev, som udkommer en gang i kvartalet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Støt arbejdet i Soma Biblia ved at give en gave til kontonr. 2230-8125712267.

Tilføj kommentar