Ny missionær blandt grønlændere i Danmark

Søren Eriksen og en grønlandsk mand smiler til kameraet
I Grønland arbejdede Søren Eriksen i Nuuk med at fortælle evangeliet blandt sømænd og indsatte (foto: privat)
Ud fra LM’s væresteder Arken i Esbjerg og Cafe Kilden i Herning skal Søren Eriksen opsøge grønlændere, der er åbne for evangeliet, og invitere dem til bibelstudie og møder

19. oktober 2018 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

LM har ansat tidligere Grønlandsmissionær Søren Eriksen som evangelist blandt grønlændere i Danmark.

”Det, der driver mig, er ønsket om, at der må ske en forvandling med grønlænderne indefra. At Jesus må blive en del af deres liv,” forklarer Eriksen om sin motivation.

Det er store arveindtægter i 2018, der har gjort det muligt for LM at ansætte Søren Eriksen, der sammen med sine kone Solveig var udsendt af Sømandsmissionen med tilknytning til LM som missionær i Nuuk fra 2015 til 2018

Jeg oplevede, at jeg skulle hjem, men også at jeg ikke var færdig

Parret kom til Danmark tidligere på året.

”Jeg oplevede med fraflytningen fra Grønland, at jeg ikke var færdig, men samtidig oplevede vi også et meget konkret kald til at skulle tilbage til Danmark," forklarer han.

I Grønland har han oplevet, at mange er interesseret i at lære mere om kristendommen. Denne åbenhed tror han også, gælder grønlændere i Danmark

”Jeg tror, åbenheden er større, fordi de er på udebane, og mange vil være interesseret i et fællesskab, hvor de synger grønlandske salmer og sange og er sammen.”

Kommer til at arbejde ud fra to væresteder i Herning og Esbjerg

I 2017 var der registreret 16.370 personer i Danmark med Grønland som fødested.

De fleste bor i de større byer i Danmark, hvor der er oprettet særlige tilbud til udsatte grønlændere.

Det gælder for eksempel Esbjerg, hvor LM’s værested Arken ligger, som Søren Eriksen blandt andet kommer til at bruge som base.

Eriksen forklarer dog, at han også er interesseret i at nå den langt større gruppe af grønlændere, som er velfungerende i det danske samfund.

 

Ansættelsen er tidsbegrænset til tre år på halv tid. Søren Eriksen begynder 1. januar.

Tilføj kommentar

Kommentarer