Ny konsulent for betweenere i Østdanmark

Foto: Katrine Houler
Katrine Houler har ikke tidligere haft juniorer og teenagere som målgruppe. Hun glæder sig til de nye udfordringer, det giver, og vil rigtig gerne i dialog med dem (Privatfoto).
Katrine Houler glæder sig til at forkynde for juniorer og teenagere og til at dele sine ideer med deres ledere

28. juni 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Glæd jer til at møde Katrine Houler, der begynder som junior-teen konsulent i Østdanmark 15. august 2019.”

Sådan skriver landsleder Lars B. Larsen fra Luthersk Missions Børn og Unge på lmbu.dk.

”Katrine brænder nemlig for at dele evangeliet med børn, så de lærer Gud at kende,” tilføjer han.

Glæder sig til at forkynde for lidt ældre børn

47-årige Katrine Houler, som overtager posten efter Maria Legarth,  er engageret i Hillerød Frimenigheds børnekirke, og hun fortæller, at det er her, hun har fået smag og syn for, hvor vigtig en opgave det er at give evangeliet videre til børn.

Som junior-/teenkonsulent bliver hendes målgruppe lidt ældre børn end i børnekirken. Hun glæder sig til de nye udfordringer, det giver, og vil rigtig gerne i dialog med børnene og de unge.

”Men jeg er lidt spændt på, om de er generte eller nemme at snakke med,” siger hun og tilføjer, at hun ikke er uden erfaring med aldersgruppen, da hun selv har to børn på ti og 12 år.

Har syn for, hvad frivillige har brug for

En andet af Katrine Houlers opgaver undervisning, inspiration og opmuntring af lederne i junior- og teenklubber.

”Jeg har ikke prøvet at undervise ledere før, men i og med at jeg selv er frivillig leder, har jeg syn for, hvad det vil sige, og hvad der er brug for,” siger hun.

”Jeg har nemt ved at få ideer, og dem glæder jeg mig til at give videre til lederne.”

Oplæring af børn er lige så vigtig som oplæring af voksne

I februar var Katrine Houler på en konference i Norge om konceptet Awana.

”Deres tænkning er, at oplæring af børn er lige så vigtig som oplæring af voksne i menigheden, og det vil jeg gerne være med til at fremme,” siger hun.

LMBU står over for at skulle udarbejde et nyt tekstsystem til børneklubber og børnekirker.

”Det bliver en af Katrines opgaver i samarbejde med en konsulent mere, som bliver ansat i løbet af efteråret,” siger Lars B. Larsen.

Tilføj kommentar

Kommentarer

Tillykke med opgaven, Katrine, og Guds velsignelse over både hjem og virke. Kærlige hilsener fra os begge/Ingeborg