Ny hjemmeside binder LM’s musikarbejde sammen

Foto: Lovsangsband i Kirken ved Søerne
Musikkonsulent Christian Engmark ønsker, at den nye hjemmeside kan være til inspiration og resurser for det lokale musikarbejde i LM. Som her lovsangsbandet i Kirken ved Søerne. (Arkivfoto)
Musikkonsulent håber, at den nye hjemmeside kan være med til at skabe en ejerskabsfølelse blandt de mange frivillige, der spiller og synger rundt i LM i Danmark

16. januar 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Nu er LM Musiks nye hjemmeside i luften.

Musikkonsulent Christian Engmark fortæller, at siden er en portal, der samler nyheder og aktuelle arrangementer fra det musikarbejde, LM er med i rundt i Danmark.

Både det, han selv laver, og en række links til andre hjemmesider, hvor LM Musik er engageret, eller som gerne vil anbefale. Det kan være Nodebasen.dk og WorshipToday.dk eller en af deres mange andre partnere.

På hjemmesiden kan man også downloade og købe noder og LM’s musikudgivelser. Ligesom man kan finde oplysninger om kor og bands, vejledninger om copyright og artikler om lovsang og lovsangsledelse.

Tidssvarende grafisk og visuelt udtryk

Det er ikke kun indholdet på LM Musiks hjemmeside, der er blevet frisket op.

”Vi har gjort noget ud af det grafiske med en meget visuel indgangsside, så siden er tidssvarende at se på,” siger Christian Engmark.

LM Musik har købt sig til det grafiske og strukturerne på siden, mens Christian Engmark har lavet alt indholdet på siden. Til sidst har et testpanel forholdt sig til brugervenligheden.

Christian Engmark har været musikkonsulent i LM i godt fire år, men han fortæller, at han tit har haft svært ved at være tydelig om, hvad LM Musik egentlig kan tilbyde.

”Det har processen med at lave hjemmesiden været med til at give overblik over.”

Skal give sammenhængskraft i LM Musik

”Musikarbejdet i LM foregår på mange niveauer – lige fra kredse med ganske få eller ingen pianister til steder med mange bands,” forklarer Christian Engmark.

Det er svært at have en sammenhængskraft i det, og det resulterer i en skævvridning, som han håber, at den nye hjemmeside kan være med til at rette op på.

Ambitiøs musikbestyrelse med mange visioner for arbejdet

Ud over inspiration og resurser til musikarbejdet er det også Christian Engmarks ønske, at musikbestyrelsen skal synliggøres.

”Der skal ansigter på de personer, der står bag,” siger han.

Derfor kan musikbestyrelsens arbejde med visioner for LM Musik også findes på den nye hjemmeside, sådan at det bliver synligt, hvilken retning de gerne vil føre musikarbejdet i.

”Musikbestyrelsen er meget ambitiøs og tænker mange tanker om, hvor de synes, arbejdet skal bære hen,” forklarer han.

Frivillige skal mærke, at de er en del af landsbevægelsen

Christian Engmark håber, musikbestyrelsens arbejde vil kunne være en hjælp til at skabe en ejerskabsfølelse for de mange frivillige i musikarbejdet.

”De har nemlig brug for at mærke, at de er en del af landsbevægelsen, og måske kan de identificere sig med nogle af visionerne.”

Tilføj kommentar