Ny Fællessang på vej

Ungdomsorganisationer i gang med overvejelser for ny sangbog i 2018.

15. august 2014 / Birger Reuss Schmidt

I 2018 vil den fjerde udgave af Fællessang sandsynligvis se dagens lys. Til den tid vil den nuværende tredje udgave fra 2010 være otte år gammel.

De fire landsledere i Indre Missions Unge, LM’s Børne- og Ungdomsarbejde, ELM’s ungdomsarbejde samt KFS er i øjeblikket ved at skrive kommissoriet til et redaktionsudvalg, som forventes nedsat i løbet af vinteren.

Hen over sommeren har der været en rundspørge på Facebook for at få et indtryk af, hvad de kommende brugere af Fællessang ønsker sig.

Skal det være et tillæg til moder-organisationernes Sange og Salmer eller skal Fællessang kunne stå alene? Og skal den overhovedet udgives på papir eller i stedet udelukkende i elektronisk form?

Tilbagemeldingerne gav imidlertid mest indtryk af, at de unge vil det hele.

Landsleder Lars B. Larsen fra LMBU mener ikke, det er realistisk, at de unge vil tage to sangbøger med til deres møder:

”Det taler for at udgive en ny Fællessang med flere sange, så den kan stå alene ved møderne,” siger han til Tro & Mission.

”Hvilken type sangbog, det ender med, betyder mindre. Det vigtigste er, at vi på en positiv måde er med til at præge sangvalget, når de unge samles.”

Tro & Mission nr 14/2014

Tilføj kommentar