Nu kan jordemødrene vaske hænder efter en fødsel

Lederen af gynækologisk afdeling maler på Ginir hospital
Lederen på gynækologisk afdeling går foran og motiverer sine medarbejdere til at restaurere hospitalet. (foto: Birgitte Elmkvist Madsen)
Der bliver sat i stand og arbejdet på at højne hygiejnen på Ginir hospital i Etiopien. Den fælles indsats kommer både patienter og personale til gavn, mener dansk jordemoder på stedet

03. marts 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner: NLM@DLM.DK

Vand er en basal ting ved fødsler, men desværre ikke en selvfølgelighed, når man åbner for vandhanerne på hospitalet 500 km sydøst for den etiopiske hovedstad Addis Abeba.

De sidste 6 måneder har der dog været små forbedringer, fortæller Birgitte Elmkvist Madsen, der er udsendt af Luthersk Mission til et projekt, der arbejder på at mindske mødredødelighed i landet på Afrikas horn.

Nu er der også sæbe til at vaske hænder med

Den danske jordemoder håber, det kan forbedre patientsikkerheden.

Det er nemlig vigtigt, at sundhedspersonale har rene hænder, så de ikke bærer bakterier med sig, der kan skabe infektioner ved eksempelvis fødsler.

”Nu fylder rengøringsfolkene bøtter og tønder op, så der altid er det vand, vi har brug for. Det er stort set også altid muligt at få vasket hænder efter en fødsel,” forklarer hun og tilføjer, at de netop har lavet en ordning, der sikrer, at der også er sæbe.

Projektet giver større ejerskab og glæde

Arbejdet med at sikre vand er en del af et større projekt, der også inkluderer maling og rydning af udendørsarealer.

Det er et tiltag, der er sat i gang af de etiopiske sundhedsmyndigheder, og det er blevet godt modtaget af sundhedspersonalet, som selv står for forandringerne.

”Lige nu er der stor interesse og motivation for at gøre det pænere og bedre for patienterne. Jeg tror også, de selv føler sig bedre tilpas. Så alt i alt tror jeg, det giver større arbejdsglæde," fortæller den danske jordemoder om sine kolleger.

”Det er faktisk alle afdelinger, der nu har et område med blomster og planter. De går virkelig op i det, og det er meget imponerende."

Færre kvinder skal dø, når de føder

Birgitte Elmkvist Madsen blev udsendt til Etiopien i 2007. De første 7 år arbejdede hun i Jinka, 600 km sydvest for hovedstaden.

Siden 2015 har hun været på Ginir hospital, der i alt har 120 senge. Det svarer til et dansk provinssygehus.

Hun er tilknyttet et projekt, der skal mindske antallet af kvinder, der dør i barselssengen. Projektet hører under Norsk Luthersk Misjonssamband med norsk udviklingsbistand.

 

Du kan støtte hendes arbejde ved at bede for hende og ved at give en gave til arbejdet i Etiopien. Se hvordan her.

Tilføj kommentar