Muslimske børn til rundstykker i missionshuset

Foto: Rundstykkefest i Nexø
70 mennesker fik morgenmad, bibelhistorie, leg og masser af snak og hygge i LM's Missionshus i Nexø i søndags. (Foto: LM Kids)
Lokal LM'er bakker op om lederne i børnklubben og henter og bringer børn fra muslimske hjem

08. februar 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

I søndags var 70 mennesker i alle aldre til rundstykkefest i LM’s missionshus i Nexø.

Lone Mouridsen fortæller, at det er en meget gammel tradition, at børne- og juniorklubberne én gang om året inviterer alle, der kommer i huset, til fest en formiddag.

Først spiser de morgenmad sammen, og så er der bibelhistorie, leg og masser af snak og hygge.

Besøgte syriske familier og inviterede personligt.

En god flok af de fremmødte var fra seks syriske familier, som LM-kredsen har god kontakt til.

Dagen før rundstykkefesten havde Lone Mouridsen brugt et par timer på at besøge alle og give både børn og forældre en personlig invitation.

”Da vi begyndte kl. 9.30, var der ikke kommet nogen, men da vi var færdige med morgenmaden, var alle pladser fyldt.”

Lone Mouridsen fortæller, at det er værdifuldt, at alle generationer kommer til rundstykkefesten.

”Ikke mindst i forhold til de nydanske familier er det godt, at de ældre er med, så de virkelig oplever menigheden som en kristen familie,” siger hun.

Spørger søndag, hvem der vil med i børneklub mandag

Det var ikke første gang, Lone Mouridsen sendte en invitation til de syriske familier.

Hver søndag skriver hun rundt til dem og spørger, om deres børn vil med i børneklub om mandagen.

Hvis familierne svarer ja, henter hun børnene efter arbejde i børnehave, hjemmene eller i SFO’en og kører dem hen i klubben – og kører dem hjem efter klub.

”Lige nu har jeg kontakt til seks hjem. Da der var flest, var der elleve,” fortæller hun.

Lone Mouridsen er ikke leder i børneklubben, men hun er med til, at børnene kommer.

”Min rolle er at bakke børneklubmedarbejderne op,” siger hun.

”Det kræver meget at være leder i børneklubben, så her hjælper jeg som almindelig LM’er til ved at holde kontakten til de syriske forældre.”

I orden for muslimske forældre, at deres børn går i børneklub

De syriske familier i Nexø er alle muslimer, men det er ikke noget problem, at deres børn kommer i børneklubben, oplever Lone Mouridsen.

”Det ved forældrene, hvad er – og mange af historierne i Gammel Testamente kender de fra Koranen,” uddyber hun.

Lone Mouridsen omtaler syrerne som sine venner og bruger gerne tid på at være sammen med dem og for eksempel drikke kaffe hos dem.

”Hvis jeg viser dem, at jeg gerne vil dem, vil de også gerne med, når jeg inviterer.”

Tilføj kommentar