Musiklejr skal være en god oplevelse

På musiklejren får unge undervisning og inspiration til lovsang.
Nyansat koordinator ser frem til at skabe de bedst mulige arbejdsvilkår for de frivillige ledere på LM’s musiklejr

19. november 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Jeg ser frem til at medvirke til, at LM’s musiklejr bliver en god oplevelse for ledere såvel som deltagere.”

Det siger Nikolaj Kirkegaard Munk fra Aarhus, der blev ansat i en 30 %-stilling som musiklejrkoordinator i LM den 1. november.

Stillingsbeskrivelsen lyder på, at han skal planlægge og afholde den årlige musiklejr.

”Det betyder, at jeg skal være med til at skabe de bedst mulige arbejdsvilkår for musiklejrens frivillige ledere,” siger han.

Kender musiklejren indefra efter mange år som leder

30-årige Nikolaj K. Munk skal dele ansvaret for musiklejren med musikkonsulent i LM Musik Christian Engmark, der glæder sig over at få en fast ankermand på planlægningen af lejren.

”Det bliver en stor hjælp for mig. Nikolaj, der er er uddannet i musikvidenskab, har været med på musiklejr som leder i mange år – og kender altså lejren indefra,” siger han.

Den nye musiklejrkoordinator skal især stå for praktiske opgaver som at finde ledere og køkkenfolk og for PR.

LMBU vil gerne uddanne unge til lovsang og musik

Rent formelt er det Luthersk Missions Børn og Unge (LMBU), der har ansat musiklejrkoordinatoren.

Både Christian Engmark og Lars B. Larsen, der er landsleder for LMBU, er glade for at kunne samarbejde om rammer for musikarbejde for børn og unge.

”I LMBU ønsker vi at prioritere, at unge mennesker bliver uddannet til at lede lovsang og musik i LM’s forsamlinger,” siger Lars B. Larsen.

”Og så vil vi også gerne hjælpe de frivillige, der lægger mange kræfter i at afholde lejren.”

Tilføj kommentar