Missionærpar tilbage til Tanzania

Vivi og Bent Houmaa Jørgensen
Det kommende missionærpar fra et besøg i Kiabakari i februar. Privatfoto
Vivi og Bent Houmaa Jørgensen ser det som et privilegium at afslutte deres arbejdsliv i Tanzania, hvor de var missionærer i 1983-97. Bent skal være direktør for Soma Biblia

18. marts 2019 / Birger Reuss Schmidt; brs@dlm.dk

De tidligere missionærer Vivi og Bent Houmaa Jørgensen, Aalborg, tager nu en ny periode i Tanzania.

De bliver begge ansat i forlaget Soma Biblia i storbyen Dar es Salaam - Bent som ny direktør og Vivi med ansvar for udgivelser for børn, teenagere og deres undervisere.

Ægteparret har stor erfaring med at arbejde i Tanzania, da de var missionærer i landet i 14 år fra 1983 til 1997.

De tiltræder den 1. januar 2020 med udrejse omkring en måned senere for en fireårig periode. Vivi Agerbo Jørgensen, der er 60 år, er lærer på Tange Kristne Friskole, mens 62-årige Bent Houmaa Jørgensen er præst i Aalborg Frimenighed.

Den nuværende direktør Ole Malmgaard og hans hustru Lene har ønsket at rejse hjem til sommer, når deres kontrakt udløber. Ole vil dog fortsat stå i spidsen for Soma Biblia i overgangsperioden frem til, at Bent overtager posten i foråret 2020.

Tanzania er som at komme hjem

Vivi og Bent Houmaa Jørgensen ser det som et privilegium at få lov til at afslutte deres arbejdsliv der, hvor de begyndte. De er både overraskede og forventningsfulde.

"Den havde vi ikke set komme! Men Gud har stavet det i neon for os, så vi ikke er i tvivl om, at det er hans vilje og ikke bare menneskers vilje,” siger de.

”Vi har dejlige børn, svigerbørn og børnebørn i nærheden, som vi holder meget af. Vi har begge godt arbejde, og vi kommer i en dejlig menighed. Men nu hvor vi har fundet ro i, at det faktisk er det, vi skal, så glæder vi os rigtig meget, og har tillid til, at Gud tager hånd om os. Det betyder meget for os, at børnene bakker os op. Tanzania er for os også at komme hjem."

Skal styrke samarbejdet med kirken

Bestyrelsen for Soma Biblia har gennem nogen tid arbejdet målrettet for at finde en god løsning på direktørposten.

Derfor glæder bestyrelsesformand Christian Feldbech Nissen sig også meget over, at man nu har en kompetent løsning på plads.

”Vi har hele vejen igennem været velsignet med direktører, der netop havde de kompetencer og nådegaver, som Soma Biblia havde brug for på det pågældende tidspunkt. Nu ønsker vi at styrke vores samarbejde med kirken og vores øvrige samarbejdspartnere og fokusere yderligere på egne udgivelser. Og så gør Gud det igen: Han sender Vivi og Bent Houmaa Jørgensen, som har forudsætninger og nådegaver på netop disse områder”, siger han.

Tilføj kommentar