Missionærer fra Peru til Colombia

Foto: Lille menighed i Bogotá
De kristne i den lille menighed i Bogotá får mere fundament under deres tro og den lutherske lære gennem videoerne med bibelundervisning. (Foto: Harold Arango)
LM-missionær Roar Steffensen laver videoer med bibelundervisning på spansk til den lutherske kirke i Peru. Nu fører de til mission i andre lande i Sydamerika

27. juni 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”På den måde kan jeg være med til at sprede Guds ord til steder, hvor jeg aldrig selv har været!”

Roar Steffensen er projektmissionær i Luthersk Mission. Han laver videoer med bibelundervisning til den lutherske kirke i Peru – og nu bliver de også set i Bogotá, der er hovedstaden i Colombia.

Her har den lutherske præst Harold Arango fundet dem på YouTube. Menigheden samles i hans hjem, og her har han brugt flere af videoerne som undervisning.

En glæde at kunne hjælpe med materialer og forbøn

Roar Steffensen fortæller, at han blev kontaktet af Harold Arango i efteråret 2017.

”Han og hans lille menighed står meget alene. Derfor er det en glæde at kunne hjælpe med materialer og opmuntring og forbøn,” siger han.

”Jeg synes, det er fantastisk, at de materialer, der er lavet til kirken i Peru, kan bruges af mange andre i Syd- og Mellemamerika, fordi sproget er det samme, og der også er kulturelle ligheder landene imellem.”

Harold Arango har fortalt ham, at de kristne i hans menighed får mere fundament under deres tro og den lutherske lære ved hjælp af videoerne.

LM støtter med 50.000 kroner om året

Gennem Roar Steffensen er der skabt kontakt fra menigheden i Bogotá til den lutherske kirke i Peru og Luthersk Mission i Danmark.

Ledelsen i den lutherske kirke i Peru har godkendt et nyt missionsprojekt, hvor man vil sende peruanske missionærer til Bogotá i Colombia i 2019 og 2020. LM's landsledelse har besluttet at støtte projektet med et bloktilskud på 50.000 kroner om året de næste to år.

Samarbejdet går imidlertid også den anden vej. Pastor Harold skal lave nogle undervisningsmaterialer til kirken i Peru, som også kan bruges rundt om i menighederne. Her kommer Roar Steffensen til at fungere som superviser og sparringsparter for ham.

Desuden er hans datter allerede nu elev på den lutherske kirkes bibelskole i Arequipa i Peru.

På besøg i Bogotá til efteråret

Roar Steffensen rejser til Bogotá og videre til Peru sidst i uge 42 og tre uger frem.

Han glæder sig til at lære pastor Harald og forholdene dér lidt bedre at kende og ikke mindst til at lægge gode spor for det videre samarbejde. 

”Det er et vigtigt skridt, kirken i Peru har taget. Der ligger stadig masser af forberedelse forude, men man har hørt kaldet og reageret på det og taget ansvar for at stille medarbejdere til rådighed for høstens Herre,” siger han.

”Det er fantastisk, at LM på den måde vil hjælpe kirken i Peru til at blive sendende og missionerende kirke og samtidig hjælpe menigheden i Bogotá.”

Glæde, at den kirke, vi støtter, når længere ud

”I LM glæder vi os over, at den kirke, vi støtter, når længere ud,” siger missionskonsulent Kristine Ballantyne.

”Det er indirekte LM’s missionsarbejde, selv om det ikke kommer med på missionærplakaten.”

Hun tilføjer, at det giver frimodighed, at en kirke, som ikke er særlig resursestærk, nu kan gøre noget for andre, og hun tror også, at det har en positiv effekt indadtil i kirken at stå sammen om noget.

Vær med til at støtte arbejdet med bibelundervisningsvideoer på spansk. Giv en gave på MobilePay 66288 eller konto 2230-0726496390, mrk. "Video - Peru". 

Tilføj kommentar