Missionær på skøjter i Mongoliet

Hjemmelavet skøjtebane, som missionærerne har lavet i Khovd i Mongoliet
En missionær, der er tidligere ishockeyspiller, har lavet en skøjtebane i baggården, hvor NLM's missionærer bor i byen Khovd i det vestlige Mongoliet. Foto: Maiken Hadberg
Danske Maiken Hadberg bruger gode oplevelser på isen til at vise Guds omsorg for omkring 200 lokale børn, der hver eftermiddag kommer til missionærernes baggård i Khovd for at skøjte

31. januar 2020 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Hvad gør man, når man gerne vil være missionær i udlandet -
men det med fremmedsprog hænger en langt ud af halsen?

Det har 26-årige Maiken Hadberg - en af LM's tilknyttede missionærer - erfaring med.

Hun er er ansat af det norske missionsselskab NLM til at undervise missionærbørn i Khovd i det vestlige Mongoliet.

Her i vinterhalvåret bruger hun meget tid på at skøjte sammen med lokale børn og gennem sjov og leg vise dem lidt af Guds kærlighed.

Hjemmelavet skøjtebane i missionærernes baggård

En af missionærerne har indrettet en skøjtebane i baggården, fortæller den danske lærer-missionær.

Han er tidligere ishockeyspiller og har købt en masse skøjter og hockeystave, som han stiller til rådighed for de lokale børn i området.

"Der kommer hurtigt et sted mellem 100-200 børn hver eftermiddag for at skøjte, og om aftenen er der hockeytræning for de interesserede."

Fritidstilbud giver mulighed for at vise børnene omsorg

Der findes ikke egentlige fritidstilbud i byen, så skøjtebanen er et stort tilløbsstykke, siger Maiken Hadberg.

"Børnene elsker, når vi skøjter med dem, og nogle dage laver vi bål og deler varm kakao ud."

Så selv om den danske missionær ikke taler sproget og direkte kan fortælle børnene om Jesus, kan hun være med til at give dem gode oplevelser og vise dem omsorg, understreger hun.

> Se video fra skøjtebanen på NLM's facebookside.

Spiller klaver til lovsang ved hjælp af fagter og grin

Den lutherske menighed i Khovd er en meget ung menighed med omkring 15 voksne, 30 teenagere og en god flok børn.

Her spiller Maiken Hadberg klaver til gudstjenesterne og kommunikerer med forsangere og guitarist ved hjælp af fagter, fingre og grin.

"Det er ikke så enkelt at spille til mongolsk lovsang, da sætningerne ofte er længere end musikken, men så tilføjer vi lige et par ekstra akkorder for at få det til at gå op," siger hun.

---

Maiken Hadberg er ansat af Norsk Luthersk Misjonssamband i en toårig stilling som lærer for familien Olofsons børn: Silja på 13, Carina på ni og Set på seks år.

Hun er tilknyttet missionær i Luthersk Mission og er forbundet med nærkontaktkredse rundt i Danmark.

> Læs mere om familien Olofsons arbejde i Mongoliet.

Tilføj kommentar