Maria skal være volontør i Cambodja

foto: Maria Østrem Mørch skal være volontør for Luthersk Mission i Cambodja
Maria Østrem Mørch skal være volontør for Luthersk Mission i Cambodja (privatfoto)
Herningenser skal hjælpe børn af missionærer ind i en ny hverdag

28. marts 2015 / Nicklas Lautrup-Meiner: NLM@DLM.DK

Maria Østrem Mørch fra Herning er en af de fire unge kvinder, der netop er blevet ansat som volontør i Cambodja.

Sammen med en anden nyansat volontør, Mathilde Simonsen fra Albertslund, skal hun hjælpe Luthersk Missions missionærer Andrea og Brian Christensens børn godt ind i hverdagen i Phnom Penh og undervise dem i dansk.

Jesus og fællesskabet skal have en central plads i hverdagen

Den 18-årige herningenser har allerede erfaring med at arbejde med børn fra over to år som frivillig i en børneklub.

Hun fortæller, at hun forventer, at Jesus har en central plads i hverdagen, hvor han er i fokus som frelseren.

Hun efterspørger også et tæt forhold til teamlederen i landet. Her er det i øjeblikket Axel Rye Clausen, der er konstitueret teamleder, indtil der kan findes en ny teamleder til at tage over efter Anne Sode Grønbæk, der afsluttede sine opgaver som teamleder i midten af marts.

To volontører ansat til engelskundervisning i lokal menighed

Sammen med Maria Østrem Mørch og Mathilde Simonsen er der også ansat to volontører til arbejdet i Siem Reap i det nordvestlige Cambodja.

Mette Bjørnholt Hansen fra Tommerup og Lilla Szilas fra Kerteminde skal hjælpe til i menigheden med blandt andet engelskundervisning. De skal også undervise Luthersk Missions missionærer Dina og Henrik Jacobsens børn i dansk.

To ledige stillinger til at aktivere børn af prostituerede

Der er stadig to ledige stillinger som volontør i Cambodja, hvis man gerne vil arbejde sammen med Maria Østrem Mørch og hendes kommende kolleger. Luthersk Mission søger to volontører til at passe og aktivere børn i alderen 0-4 år på projektet Daughters i hovedstaden Phnom Penh.

Daughters hjælper kvinder til at komme ud af prostitution så de kan komme ud i samfundet og få et andet arbejde. 98 procent af kvinderne kommer ud af prostitutionen og mange af dem bliver også kristne.

Mange af kvinderne har små børn, når de kommer til Daughters. De to volontører skal passe og aktivere disse børn, der ofte kommer med en vanskelig historie.

Læs mere på Karina Højgaard Jensens blog. Hun er i øjeblikket volontør på Daughters.

Du kan også se stillingsopslaget her.

 

Tilføj kommentar

1/7/2014 | Helene Damgaard Larsen
Jeg har - fungeret som lærer OG ven for fem fantastiske børn. - jagtet en marabou-stork. - fået flettet mit hår på ægte afrikansk vis. -...