Maler med udsatte børn i Cambodja

Foto: Børn på Daughters maler
En lille gruppe børn i børnehaven maler og stempler med acrylmaling på papir sammen med volontørerne og lokalt personale. Det er en stor succes, fortæller Heidi Linde Pedersen (Foto: Laura Mortensen).
Særlige aktiviteter er med til at træne børnenes koordinationsevner, fortæller Heidi Linde Pedersen, der er volontør for LM i børnehave for børn af tidligere prostituerede i Phnom Penh

20. december 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Legen ”Kongens efterfølger” og en kreativ aktivitet er blevet en del af tirsdagen i den børnehave, der er tilknyttet organisationen ”Daughters of Cambodia”.

Her er Heidi Linde Pedersen og Laura Mortensen volontører, og de har fået lov til at tage fem børn til side hver tirsdag og lave en særlig aktivitet med dem.

”Vi leger ”Kongens efterfølger” med fokus på, at børnene får trænet deres koordinationsevner,” forklarer Heidi.

Har fået bevilget en oversætter til workshops med børnene

Både børnene og volontørernes cambodjanske kolleger taler kun khmer, og det kan godt være en udfordring for dem.

”Heldigvis har vi fået bevilliget en oversætter, som hjælper med sproget, når vi holder workshop med børnene,” siger Heidi.

Vi kan ikke dufte forskel på god og dårlig ris

Det er imidlertid ikke kun sproget, der viser forskellene på cambodjanere og danskere.

En dag var den kreative aktivitet, at de skulle lave et musikinstrument ud af ris, bagepapir og toiletruller, og der kom flere kommentarer fra de cambodjanske ansatte i børnehaven som:

“Det dufter som en god kvalitets ris” og “Hvor har I de smarte ruller fra?”

”Vi havde slet ikke overvejet riskvaliteten, og vi kan for den sags skyld heller ikke dufte forskel på god og dårlig ris,” siger Heidi.

”Og for os er toiletpapir noget helt normalt, men det gælder ikke khmerfolket her i Cambodja.”

Læs mere om LM’s arbejde blandt tidligere prostituerede i Cambodja. Her har du også mulighed for at støtte det.

Tilføj kommentar