LUMI Genbrugsbutikkerne lukker gradvist op igen

Foto: P-pladssalg i LUMI Videbæk
Ved parkeringspladssalget var derkunder hele tiden, men ingen kødannelser, og det meste af omsætningen kom fra mange små handler, fortæller tovholder Ludvig Sønderby Larsen (Foto: Gyde Schmidt).
I Videbæk og Hillerød var der udendørs salg i lørdags, og flere butikker er ved at gøre klar til åbning. I Gilleleje åbner butikken allerede i morgen, torsdag den 23. april

22. april 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

I lørdags, den 18. april, havde LUMI Genbrug i Videbæk sin første åbningsdag i over en måned.

Det var dog ikke en normal dag i butikken, for det foregik udenfor på parkeringspladsen.

”Vi havde efterhånden så mange haveting, havemøbler og hvidevarer stående,” siger Ludvig Sønderby Larsen, der er tovholder for butikken.

”Så da der blev lovet fint vejr, tog vi en hurtig beslutning og slæbte udvalgte varer udenfor.”

Tilfredsstillende salg – og markering af, at butikken stadig er der

Ludvig Sønderby Larsen fortæller, at på grund af den hurtige beslutning nåede de kun at reklamere på Facebook.

”Alligevel solgte vi for omkring 2.500 kroner, og det betegner vi som et tilfredsstillende resultat,” siger han.

Der var kunder hele tiden, men ingen kødannelser, og det meste af omsætningen kom fra mange små handler.

Tovholderen for butikken tror også, det var godt at få markeret, at butikken stadig er der.

”Mandag formiddag var jeg og nogle andre nede i butikken for at flytte rundt på nogle varegrupper,” siger han.

”Pludselig dukkede en kunde op, som havde hørt, der var åbent om lørdagen, og spurgte, om det var muligt at købe noget.”

Gradvis åbning i henhold til lovpligtige retningslinjer

LUMI i Videbæk var ikke de eneste, der havde åbent i lørdags.

Også i Hillerød var der åbent for udendørs salg, og de fleste butikker er i gang med at forberede en gradvis åbning i henhold til lovpligtige retningslinjer – efterhånden som medarbejderne er trygge ved det.

I Gilleleje åbner butikken allerede i morgen, den 23/4 – og flere andre følger efter inden for få uger.

Tilføj kommentar