LMU's gavebudget sprængt

Landsleder oplever stor gavmildhed blandt de unge.

11. december 2013 / Birger Reuss Schmidt

Sidste år samlede LMU i Danmark 462.000 kroner ind til deres årlige missionsprojekt. Det var så tæt på målet på den halve million, at den samme målsætning blev fastholdt for landsindsamlingen i 2013, hvor pengene går til bibeloplæring af frivillige ledere i Etiopien.

Dette gavebudget er imidlertid allerede sprængt. På nuværende tidspunkt er der registreret gaver for 516.000 kroner. Dertil kommer de penge, som stadig ligger rundt i LMU-kredsene, men endnu ikke er sendt ind.

Unge vil gerne give til mission
"Vi forventer, at beløbet bliver en del større. Jeg har for eksempel kendskab til en LMU-kreds, der har 30.000 gavekroner liggende. Det er ikke til at vide, hvor vi ender," siger Louise Høgild, der er projektleder i LMU.

En af årsagerne til den positive udvikling er, at forårsholdet på LMH alene indsamlede 206.420 kroner.

Landsleder Lars B. Larsen glæder sig over tallene:

"Jeg møder mange unge mennesker, hvis hjerter er sat i brand for mission både nationalt og internationalt. Det afspejler sig i en stor villighed til at give penge til missionsarbejdet," siger han.

60.000 på Mission13
De unge er tilsyneladende ikke blevet trætte af at give. På Mission13, som blev holdt midt i november på LMH, måtte man introducere et nyt indsamlingsmål.

Målsætningen for Etiopien-projektet var nemlig indfriet, og derfor blev der ved denne lejlighed samlet ind til studenterarbejdet i Cambodja, og der blev givet tilsagn om gaver på over 60.000 kroner.

En god del af disse penge kom ind ved, at de unge løb 15 minutter på et løbebånd. De havde så på forhånd samlet sponsorer, der ville give et antal kroner per kilometer, der blev løbet. De unge havde også mulighed for at give penge ved kollekter under møderne eller som sms-gaver.

Du kan stadig nå at være med
Har du også lyst til at give penge til det missionsarbejde, som LM er engageret i, er enhver gave velkommen. Der er brug for endnu 5,6 millioner kroner, hvis dette års arbejde skal gøres færdigt.

Se muligheder for at støtte LM's missionsarbejde under menupunktet: Støt.

Har du spørgsmål angående gaver til LM, kan du sende en mail til: gaver@dlm.dk

Tilføj kommentar