LMU'ere tog initiativ til debat om Guds eksistens

Debat om Guds eksistens på Frederiksborg Gymnasium 20.september 2017
Findes Gud? Sådan lød overskriften på debatmødet, som blev holdt på Frederiksborg Gymnasium onsdag den 20. september. Foto: kfs.dk
160 studerende mødtes på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød til debat mellem Ateistisk Selskab og Center for Kristen Apologetik

27. september 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

Mødelokalet på gymnasiet i Hillerød var fyldt til bristepunktet onsdag i sidste uge.

Her var inviteret til debat mellem to livssyn, arrangeret af den lokale KFS-gruppe (Kristeligt Forbund for Studerende).

Den ene debattør var teologistuderende Kristoffer Kruse fra Center for Kristen Apologetik, som skulle forsvare Guds eksistens.

​Den anden var Simon Ørregaard, tidligere Jehovas Vidne, som repræsenterede Ateistisk Selskab og det synspunkt, at Gud ikke findes.

En respektfyldt og god debat fra begge synspunkter 

"Det gik bare super godt," fortæller 18-årige Simon Buus Engell fra 2.N på Frederiksborg Gymnasium.

Han kommer i Luthersk Missions Unge (LMU) i byen og er sammen med 20-25 andre LMU'ere med i KFS-gruppen, som tog initiativ til debatmødet og stod for den praktiske afholdelse.

"Jeg syntes, Kristoffer Kruse klarede sig bedst. Han var også yngre og mere i øjenhøjde med os elever. Men begge synspunkter kom til orde på en respektfuld måde. Det var vigtigt."

Havde regnet med 50 deltagere og i stedet kom der 160

Der var bagt kage i lange baner og stillet masser af stole op i mødesalen. Alligevel var det store fremmøde en positiv overraskelse for arrangørerne.

"Det var jo over al forventning. Vi havde håbet på, hvis det gik højt, at der ville komme 50-60 stykker. Så blev vi 160. Det er da til at blive helt høj over," siger Simon Buus Engell.

En af gymnasiets religionslærere stod for at lede debatten. Hun havde opfordret tre af sine klasser til at tage med, så det fyldte også godt op i flokken af deltagere.

Debat gav deltagerne stof til eftertanke om Guds eksistens

Fra KFS-gruppens side var der stor enighed om, at debataftenen på gymnasiet havde været en stor succes.

Det gav deltagerne stof til eftertanke om, hvorvidt Gud eksisterer eller ej, fortæller formand for gruppen Rasmus Nymann Eriksen.

"Formålet var ikke at omvende i den ene eller anden retning, men at udfordre teister såvel som ateister til at tænke over den holdning, den enkelte nu må have,” siger han til kfs.dk 

-----

Læs mere om konceptet bag debataftener med Center for Kristen Apologetik og Ateistisk Selskab på CKAs hjemmeside her.

 

Tilføj kommentar