LM's arbejde redder liv i Etiopien

Foto: Nyfødt baby i Berbere, Etiopien
Fordi han holdt hovedet koldt, reddede sundhedsmedarbejder både mors og barns liv, mener Birgitte Elmkvist Madsen.
”Personalet på sundhedscenteret i Berbere holdt hovedet koldt og reddede dermed både mors og barns liv. Det er fantastisk,” siger Birgitte Elmkvist Madsen

28. april 2016 / Kaja Lauterbach: kl@dlm.dk

”Jeg satte bare en ’klemme’ på, og så syede jeg,” sagde en sundhedsmadarbejder i Berbere i det sydøstlige Etiopien, da han beskrev for mig, hvordan han havde reddet en fødende kvindes og hendes barns liv.”

Det siger Birgitte Elmkvist Madsen, der arbejder på hospitalet i nabobyen Ginir, og tilføjer, at hun er ret så imponeret over personalet i Berbere.

Trods mange bump på vejen er de kommet i gang med at foretage kejsersnit, og de redder både mødres og børns liv.

Reducerer dødeligheden for mødre og børn

Birgitte Elmkvist Madsen er udsendt af Luthersk Mission til Etiopien.

Hun arbejder på sygehuset i Ginir i Østbale i et projekt, der har til formål at reducererr dødeligheden blandt gravide, fødende kvinder og nyfødte.

Ud over arbejdet på hospitalet er hun også med til at oplære personalet på et par lokale sundhedscentre, blandt andet i byen Berbere, der ligger cirka 100 kilometer sydøst for Ginir.

Livmoderen var lige ved at sprække

Birgitte Elmkvist Madsen mødte både kvinden og sundhedsmedarbejderen, da hun for et par uger siden var på besøg i Berbere.

En kvinde på barselsstuen havde født ved kejsersnit få dage forinden, og under indgrebet kunne personalet konstatere, at livmoderen var lige ved at sprække.

”De klarede imidlertid både at få barnet ud i live og at holde moderen i live – det er helt fantastisk,” siger hun og fortæller, at hun blev ret imponeret og måtte rose den unge mand for at kunne bevare roen og gøre, som han havde lært.

”Sammen med sine kolleger havde han reddet både moderens og barnets liv,” siger Birgitte Elmkvist Madsen.

Kvinden var med stor sandsynlighed død undervejs, hvis hun havde skullet tage turen til et hospital.

Læs mere om LM’s engagement i at reducere mødredødelighed i Etiopien

Læs mere på Birgitte Elmkvist Madsens blog om arbejdet

Støt LM's arbejde i Etiopien

Tilføj kommentar