LM vil styrke de kristne familier

Foto: Familie
Formålet med den nye stilling er at hjælpe kristne familier og singler til et godt liv i hverdagen og at hjælpe menighederne til at skabe plads til alle. (Freepik)
Ved at oprette en ny stilling som familiekonsulent vil Luthersk Mission hjælpe til et godt kristenliv – både i hverdagen og i det kristne fællesskab

07. november 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

“Vi har behov for at blive bedre til at hjælpe dem, der tumler med deres kønsidentitet, og dem, der slås med pornografi.”

Det sagde LM’s formand Henrik P. Jensen på LM’s generalforsamling, der blev afholdt 26.-27. november. Han uddybede, at dette ikke kun er et problem for unge.

Derfor vil Luthersk Mission ansætte en familiekonsulent i Danmark.

Formålet er dels at hjælpe kristne familier og singler i alle aldre til et godt liv i hverdagen og dels at hjælpe menighederne til at skabe plads til alle.

Familiekonsulenten skal også have fokus på hjælp til børneopdragelse for både par og aleneforældre.

Skal ikke selv være terapeut, men skal udruste andre

”Et andet arbejdsområde for familiekonsulenten er at styrke det kristne familieliv,” tilføjer generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen.

”Det kan ske gennem ægteskabskurser og ved at vejlede om, hvordan man lever som kristen familie – ikke mindst når livet gør ondt.”

Familiekonsulenten skal ikke selv være terapeut og stå for al undervisning, men derimod være facilitator og udruste andre til at kunne gøre det.

Det er også tanken, at vedkommende skal opbygge relationer til foreningen Agape, Indre Missions familiearbejde og Adam&Eva.dk.

Skal arbejde tæt sammen med LMBU’s ansatte konsulenter

Ansættelsen af en familiekonsulent sker i samarbejde med Luthersk Missions Børn og Unge (LMBU), og konsulenten skal arbejde tæt sammen både med LMBU’s ansatte konsulenter, LM’s ansatte prædikanter og LM’s frimenighedspræster.

”Vi har brug for et tæt samarbejde omkring familiearbejdet,” siger Magnus Haahr Nielsen, der er landsformand i LMBU i sin årsberetning.

”Det kan være til at vejlede og oplære om for eksempel familieandagten, der er udfordret i mange hjem, eller til oplæring om ægteskab og det kristne familieliv.”

Desuden ønsker LMBU, at konsulenten skal arbejde med udfordringer omkring seksualitet og pornografi.

Stillingen som familiekonsulent i LM bliver en tidsbegrænset fire-årig stilling. Den ønskes besat fra 1. februar eller snarest derefter.

Tilføj kommentar