LM fejrer jubilæum med god mad og god stemning

Fra LM's Landsmøde i 2015
Ved LM's Landsmøde i 2015 var over 1.000 LM'ere samlet i Skjern (foto: Laura Stokholm)
LM’s 150-års jubilæum den 3. marts kommer både til at byde på festlige og seriøse indslag om den halvandet hundrede år gamle forening

13. december 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner

Lejlighedssang, messingkvintet, vidnesbyrd, postkort, lovsang, buffet, fortællinger fra gamle dage og prædiken

Det bliver et tætpakket program, når Luthersk Mission den 3. marts inviterer til 150-års jubilæum.

Arrangementet, der varer fra 10.30 til 18.00, skal samle LM’ere fra hele landet. Derfor er det placeret i Middelfart, der ligger centralt i landet, med kort afstand til togstation og motorvej.

Gudsfrygt og LM's internationale missionsarbejde

Jubilæet er opdelt i tre afdelinger. Den første afdeling er en gudstjeneste med børnekor, nadver og en prædiken af LM’s tidligere generalsekretær Jens Ole Christensen.

”Jeg vil ud fra 2 Korinterbrev 5,11-12 tale om sammenhængen mellem gudsfrygt og mission. Jeg synes, den tekst har noget at sige både om LM’s fortid og vores fremtid. Ikke mindst i relation til det internationale.”

Bibelteksten handler om, at Paulus arbejder for at overbevise mennesker, fordi han har gudsfrygt.

Buffet, hyggelig stemning og seriøsitet

Anden afdeling foregår, mens der serveres forret og buffet.

Her er vægten lagt på en festlig stemning med sjove såvel som seriøse indslag, der både ser tilbage i tiden og frem.

Et af indslagene giver eksempelvis et indblik i, hvordan LM så ud fra et barns vinkel for 70 år siden, mens et andet giver et indblik i børns syn på LM i dag.

Blandt de mere seriøse indslag er der beretninger om og interview med mennesker, som har mødt evangeliet gennem LM’s arbejde i Danmark og udlandet.

Jubilæet slutter af med en tredje afdeling med lovsang under ledelse af musikkonsulent Christian Engmark og en kort prædiken af generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen.

 

Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sig på dlm.dk/150.

Tilføj kommentar