Kristne studenter lærer om demokrati

Foto: Stiftende generalforsamling i SONOKO
Demokratiske bevægelser er ukendte for cambodjanerne. Derfor var der stor glæde over det gode fremmøde ved den stiftende generalforsamling i SONOKO. (Foto: Andrea Christensen)
Det kristne studenterarbejde i Cambodja, SONOKO, er nu et fuldgyldigt medlem af International Fellowship of Evangelical Students

22. oktober 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Hvad skal der til for at være medlem i SONOKO? Skal man være kristen? Hvis ja, hvor længe skal man så have været det?

Det var nogle af de spørgsmål, der blev talt længe om, da det kristne studenterarbejde, SONOKO, i Cambodja holdt stiftende generalforsamling 15. september.

Andrea og Brian Christensen rejste til Cambodja som missionærer i 2015. De arbejder i SONOKO og forklarer, at det er vigtige spørgsmål.

”Det handler nemlig om, hvem der kan stemme, næste gang der er generalforsamling,” siger de.

Opfylde kriterier for at blive fuldt medlem af IFES

SONOKO har været registreret som ”pioneer movement” hos det internationale kristne studenterarbejde IFES i næsten 20 år. Men i de seneste 1½ år har de arbejdet målrettet på at opfylde IFES’s kriterier for at kunne blive fuldt medlem.

De har blandt andet udarbejdet skriftlige vedtægter og nedsat en bestyrelse, som hovedsageligt består af khmerer.

Andrea Christensen fortæller, at det har været svært at få sammensat en bestyrelse, men at IFES har anerkendt SONOKO, selv om ledelsen endnu ikke er fuldt ud national.

Endnu ikke muligt med en khmer som generalsekretær

SONOKO ledes af en missionær fra Sydkorea, og formanden for bestyrelsen er englænder. Han er lige stoppet som leder af arbejdet i Siem Reap og underviser nu på bibelskolen i Phnom Penh.

For et års tid siden døde en af medarbejderne i SONOKO i en ulykke. Hans far, der er med i ledelsen i en lokal kirke, er trådt ind i den nye bestyrelse.

”Målet er, at vi gerne vil have en khmer som generalsekretær, men der er ikke nogen, som er klar til det endnu. Vi håber, det sker inden for et par år,” siger Andrea og Brian Christensen.

Hvordan fungerer en demokratisk bevægelse?

Missionærparret forklarer, at hele tankegangen med en demokratisk bevægelse er ny for khmererne.

Derfor brugte formanden for bestyrelsen også meget tid på den stiftende generalforsamling på at forklare, hvordan forholdet mellem bestyrelse, ansatte og generalforsamling er.

Han forklarede også, at SONOKO ikke er en rival til kirken, men et arbejde ved siden af.

Afdelinger i både Phnom Penh og Siem Reap

SONOKO er ikke ret stor, men der er afdelinger i både Phnom Penh og Siem Reap. Det danske missionærpar vurderer, at der til sammen kommer omkring 50 studerende til møderne..

”I Phnom Penh går alle på universitet, men i Siem Reap har vi også arbejde på gymnasieniveau. Det har den store fordel, at de studerende er med i længere tid,” siger Andrea Christensen.

”Hvis de først begynder, når de starter på universitetet, er de ved at være færdige med at studere, når de er klar til at lede en gruppe.”

Til den stiftende generalforsamling var inviteret både nuværende og tidligere studerende. Andrea Christensen glæder dig over, at en lille flok fra SONOKOS afdeling i Siem Reap havde prioriteret at være med på trods af en rejse på 6-7 timer.

Har allerede taget hul på internationalt samarbejde

Hvert tredje år holder IFES en verdensomspændende konference, hvor de byder velkommen til de organisationer, der er blevet optaget siden sidst.

Næste gang bliver i 2019 i Sydafrika, og her skal alle lokale ansatte og generalsekretæren for SONOKO med.

SONOKO har imidlertid taget lidt hul på det internationale samarbejde i IFES og har sendt repræsentanter til forskellige konferencer i Asien.

Tilføj kommentar