Kristne mødes privat og udendørs

Foto: Udendørs bøn i Mongoliet
En dejlig morgen med lovsang, bibellæsning om bøn uden for Khovd (Foto: Silas Olofson).
Myndighederne i Mongoliet har lukket kirkerne for at standse corona-virus. Nu samles kristne i et privat hjem for at dele Guds ord og synge lovsange sammen

04. maj 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

I byen Khovd i Mongoliet mødes de kristne i et privat hjem om søndagen, hvor de deler Guds ord og lovsynger sammen.

Det fortæller missionær Silas Olofson, der er med til samlingerne sammen med sin familie.

”Det er nemlig ikke muligt at gå til gudstjeneste i kirken, da myndighederne i Mongoliet har lukket alle kirker i indsatsen for at forhindre corona-virussen i at sprede sig,” siger han.

Familien Olofson blev udsendt af Norsk Luthersk Misjonssamband (NLM) til Mongoliet i 2018 og er tilknyttet Luthersk Mission.

Bibeltimer om tirsdagen er stoppet midlertidigt

Julianna og Silas føler sig trygge i Khvod, og de fortæller, at indtil for nylig mødtes de lokale kristne i byen til bibeltime tirsdag aften.

Det skete hjemme hos dem, men det er de stoppet med indtil videre.

”Årsagen er, at de lokale vurderede, at politiet hurtigt kunne tage det ilde op, at vi mødtes hos os, fordi vi er udlændinge,” siger Silas.

Udendørs bøn og husbesøg

Ud over søndagssamlingerne er de kristne i Khovd også begyndt at mødes midt i ugen til bønnevandringer.

”Vi mødes uden for byen for at bede sammen,” fortæller Silas, der glæder sig over, at der kun er 33 tilfælde af covid-19 registreret i Mongoliet.

”Vi tager også rundt og besøger de kristne, når det lader sig gøre.”

Tilføj kommentar