Kagebagning skaffer penge til ungdomslejr i Peru

Foto: Kagebagning i Peru
Nogle unge mødes forud for ungdomsmødet i Cuzco for at lave kager. Her er det Picarones, der er Perus svar på de amerikanske Donuts (foto: Julie Solgaard).
I Cuzco mødes nogle af de unge før ungdomsmødet for at bage. Kagerne bliver solgt, og på den måde samler de ind til at kunne tage på lejr sammen, fortæller missionær Julie Solgaard

30. marts 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Hver lørdag eftermiddag er der stor aktivitet i køkkenet hos missionærparret Julie og Emil Solgaard i Cuzco i det sydøstlige Peru.

Forud for ungdomsmødet, der begynder kl. 17, er Julie og et par af de unge nemlig i fuld gang med at lave kage eller andet sødt.

Julie fortæller, at de begynder med at tage på indkøb sammen, og hun mærker tydeligt, hvordan kagebagningen er med til at styrke det sociale blandt de unge.

Bagning giver socialt fællesskab og penge til lejr

Det sociale fællesskab er imidlertid ikke det eneste formål med kagebagningen.

”Det, vi laver, bliver solgt under kaffen til ungdomsmøderne, og på den måde samler vi penge ind til den ungdomslejr, som vi er ved at planlægge,” siger Julie.

Lejren er primært for de unge lutherske kristne i Cuzco og landsbyen Pucyura, der ligger cirka 20 kilometer mod nordvest.

Samtidig glæder Julie sig over at få lov at prøve kræfter med forskellige peruanske kager og desserter.

Indtil videre har de lavet alt lige fra Chocotejas (fyldte chokolader), Pastel de choclo (majskage), Torta de naranja (appelsinkage), Picarones (Peru’s svar på de amerikanske Donuts) og en gelatine-dessert. 

Lidt flere er begyndt at komme til ungdomsmøde

Når klokken bliver 17, dukker et par unge mere op.

I alt kommer der omkring fire unge peruanere til ungdomsmøde, og Julie og Emil glæder sig over, at der inden for de sidste par måneder er begyndt at dukke lidt flere af de unge op for at være med til bibelstudium.

”En særlig glædelig nyhed er, at vi har fået kontakt til en ung fyr ved navn Aldair, der ellers ikke har haft tilknytning til kirken, men som nu kommer trofast,” siger de.

De unge er fra 15 til omkring 28 år, men trods aldersforskellen hygger de sig meget, og det er blevet tradition at slutte aftenen af med brætspil.

Corona-virus har sat ungdomsmøderne i bero

Lige nu er der dog hverken ungdomsmøder eller kagebagning i Cuzco.

Det skyldes, at Peru er i undtagelsestilstand i et forsøg på at begrænse smitten med corona-virus i landet, og at hele befolkningen derfor er tvunget i ”social isolering”, fortæller Julie Solgaard og tilføjer:

”Sandsynligvis ender lejren også med at blive udskudt af samme grund, da den er planlagt til at ligge i begyndelsen af april måned.”

Tilføj kommentar