Jøde og muslim fortolker bjergprædikenen

Kursus på Dansk Bibel Institut 2016
Det årlige januarkursus på DBI samler præster, studerende og andre interesserede til flere dages intensiv bibelundervisning. Foto: DBI
Kursus på Dansk Bibel Institut tager fat på bjergprædikenen fra flere synsvinkler og ser også på, hvordan andre trossamfund forstår teksten

22. januar 2018 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

26. - 28. januar inviterer det teologiske studiested i København, Dansk Bibel Institut (DBI), til et kompaktkursus i bibelundervisning.

Det traditionelle januarkursus, der normalt varer en uge, er i år koncentreret over tre dage for at give andre interesserede end præster og studerende mulighed for at deltage.

Emnet er Jesu bjergprædiken, som vil blive gennemgået fra mange forskellige vinkler.

Paneldebat med tidligere overrabiner og muslimsk debattør

Den kendte tekst fra Det Nye Testamente har stor betydning for kristne verden over, men det er måske de færreste, der ved, at den også har betydning for jøder og muslimer.

Derfor har DBI også inviteret en jøde og en muslim til at fortælle om, hvordan man forstår bjergprædikenen i deres sammenhæng.

De to gæster er overrabiner Bent Lexner og debattør og forfatter Aminah Inger Tønnsen, der er konverteret til islam, som skal indgå i en paneldrøftelse sammen med DBI-lektor Carsten E. Petersen.

Tid til at gå i dybden med teksten fra forskellige vinkler

På kurset vil man se på nogle af de typiske tolkninger, der har været op gennem historien i den katolske kirke, den lutherske kirke og i mange af frikirkerne.

Der bliver også tid til at gå i dybden med teksten, når flere erfarne undervisere sætter fokus på aspekter som lov og evangelium, efterfølgelse og Guds omsorg.

Blandt dem er Torben Kjær, Nicolai Techow og Peter Olsen, der er lektorer ved DBI, og Jeppe Bach Nikolajsen, der er lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

-----

Januarkurset begynder torsdag den 25. januar kl. 17.00 og slutter lørdag den 27. januar kl. 12.00.

> Læs mere om kurset på dbi.edu.

 

Tilføj kommentar