Jesus til tyrkere via radiobølger

Soner Tufan (th.) er leder af Radio Shema i Tyrkiet (foto: radioshema.com).
Over 80 millioner mennesker i Tyrkiet har endnu ikke hørt evangeliet. Hjælp os med at nå dem, lød budskabet fra den kristne radioleder, der netop har besøgt Danmark

26. april 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

De seneste 14 år har Soner Tufan været leder af Radio Shema - den ene af blot to kristne radiostationer i Tyrkiet.

Det er bestemt ikke et ufarligt job at forkynde evangeliet i et land, hvor 99 procent af befolkningen er muslimer, og kun få er kristne, fortæller den tyrkiske radioleder.

Norea Mediemission, har netop inviteret ham til Danmark for at fortælle om sit arbejde ved en række møder i landet.

Et livsfarligt kald til mission blandt sine landsmænd

Soner Tufan er gift og har tre mindre børn. Han bor i Ankara, hvor Radio Shema har kontor, og er flere gange blevet truet på livet.

"Nogle har sendt mig breve, hvor de skriver: 'Vi ved, hvor du bor, og vi kommer og skærer halsen over på dig'. Så sent som for to uger siden fik jeg et langt brev fra ISIS, hvor de truede mig til at komme tilbage til islam," fortæller han. 

Alligevel fortsætter han og hans medarbejdere ufortrødent med at sende kristen radio til deres tyrkiske landsmænd.

"Gud har givet os denne mission. Vi har et ansvar for at fortælle de gode nyheder til mennesker," fortæller han.

Kristen musik bringer håb om fred og kærlighed til tyrkere   

Radio Shema sender kristne radioprogrammer 24 timer i døgnet. Omkring 12,3 mio. mennesker i Tyrkiet kan lytte med, og endnu flere i udlandet via internettet.

"De er særlig glade for vores musikprogrammer, hvor de kan lytte til kristen musik og høre budskaber om Jesu fred og kærlighed."

Det er en unik måde at bringe håb og nå mange mennesker på én gang med evangeliet, fortæller Soner Tufan.

Desuden udvider Shema Media Group deres arbejde ved også at udgive bøger, producere musik-cd'er og videoer og nå mennesker gennem sociale medier. 

Bed for Tyrkiet og det tyrkiske folk

Der er kun 5.000 protestantiske kristne i det langt overvejende muslimske land. På grund af frygt tør mange kristne ikke skilte med deres tro på Jesus. 

"Modstand og forfølgelse er en del af det at være kristen i Tyrkiet," fortæller den tyrkiske radioleder, der selv konverterede fra islam som helt ung.

Han fortæller også, at mange er kommet til tro ved i det skjulte at lytte til Radio Shemas programmer.

"Vi kan ikke vente med at fortælle evangeliet. Måske er der ikke mange år, inden Jesus kommer igen. Vi har brug for, at I beder for os - for Tyrkiet og for det tyrkiske folk."

---

Du kan også være med til at bringe evangeliet til tyrkerne.

KLIK HER for at støtte det kristne radioarbejde i Tyrkiet

Læs mere om Norea Mediemissions arbejde  rundt i verden.

Tilføj kommentar

Kommentarer

Hej Soner. Tak for dit livsbekræftende arbejde som Herren står bag. Må mange nå målet inden det er for sent!! Matt. 6,33 Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift!