Jeg fik fornyet frimodighed til at fortælle om Jesus

Foto: Tværkulturel Inspirationsdag
På Tværkulturel Inspirationsdag fik 82 deltagere inspiration til at hjælpe muslimer ind i det kristne fællesskab. (Foto: Claus Kristensen)
Anne Margrethe Klaris deltog i Tværkulturel Inspirationsdag. Hun blev bekræftet i, at det kræver udholdenhed og tålmodighed at være medvandrer for mennesker med muslimsk baggrund

28. januar 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”En af de vigtige ting, jeg fik med mig hjem fra Tværkulturel Inspirationsdag, var at blive bekræftet , at det ikke er formålsløst at fortælle om Jesus til muslimer.”

Det siger Anne Margrethe Klaris fra Silkeborg, der er medvandrer for flere med muslimsk baggrund.

”Nogle gange kan det føles lidt som en ørkenvandring, men det er godt at få understreget, at det ikke er, fordi jeg gør noget forkert. Det er med til at give håb og frimodighed til at fortsætte,” siger hun.

”Det er nemlig ikke mig, men Gud, der giver troen. Min opgave er at være udholdende og tålmodig.”

Medvandrer for kristne med muslimsk baggrund

Tværkulturel Inspirationsdag, der blev holdt lørdag den 26. januar i Odense, var arrangeret af LM’s tværkulturelle konsulenter.

Her hørte 82 deltagere Timo Keskitalo fra Finland belyse dagens tema ”Medvandrer for kristne med muslimsk baggrund” fra mange vinkler. Timo Keskitalo har arbejdet som missionær blandt indvandrere med muslimsk baggrund i forskellige sammenhænge siden 1985, og han delte ud af sin store erfaring.

Der var også vidnesbyrd fra tidligere muslimer og en dansk medvandrer.

Vi må ikke fortie martyriets mulighed for de nye kristne

I et af sine foredrag understregede Timo Keskitalo, at det ofte fører en form for martyrium med sig, når muslimer bliver kristne, fordi familien og andre muslimer afskærer sig fra dem.

Det blev meget alvorligt og tankevækkende for Anne Margrethe Klaris, der ud over at være medvandrer også er lektiehjælper for mennesker med muslimsk baggrund og med i Middag på Tværs ud fra Silkeborg Kirke.

”Men han slog også fast, at vi ikke må fortie det for dem, men netop fortælle dem, hvilke konsekvenser det kan have at blive kristen,” siger hun.

Tilføj kommentar