I Peru kan man stadigvæk ikke samles i kirkerne

Foto: Tom gade i Cuzco
En hård nedlukning af Peru har blandt andet betydet kørselsforbud (Foto: Emil Solgaard)
Trods coronarestriktioner i et halvt år er kristne peruanere taknemmelige for at kende Jesus midt i deres nød. Unge lutherske kristne i Cuzco takker Gud for, at de endnu ikke er blevet syge

23. september 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Peru har været i undtagelsestilstand på grund af corona siden den 16. marts. Arbejdsløsheden i landet er fordoblet, og ligesom størstedelen af befolkningen står de kristne i en meget vanskelig økonomisk situation.

Midt i det svære er der imidlertid to forhold, der gør missionær Emil Solgaard optimistisk, når det gælder fremtiden.

”Vi oplever de kristnes taknemmelighed for at kende Jesus midt i deres nød,” siger han og fortæller om deres hushjælp Goya, der har sagt:

”Hvad ville der være sket med mig, hvis ikke jeg havde kendt Jesus? Jeg ville have levet i håbløshed. Jeg takker Gud for, at han er min styrke og min fæstning. Han giver mig kraft til hver dag, og jeg glæder mig over at kunne læse i Bibelen og synge sammen med min familie”.

Emil Solgaard fortæller også, at nogle af de unge lutherske kristne i Cuzco takker Gud og glæder sig over, at de endnu ikke er blevet syge.

Håb om, at de kristne snart kan samles igen

Emil Solgaard bor og arbejder med sin familie i Cuzco. Lige nu er de dog i Danmark – både på grund af coronasituationen, og fordi de holder barselsorlov med deres nyfødte datter.

Han fortæller, at karantænen i Peru har været så stram, at det i flere måneder kun har været tilladt at bevæge sig uden for sit hjem i særlige tilfælde.

Selv om der stadig er 10.000 indlagt med coronavirus, forsøger den peruanske regering nu at åbne landet lidt op. Det er dog stadig med mulighed for regionale restriktioner.

Indtil videre har de kristne ikke kunnet samles i kirkerne i et halvt år.

”Vi håber og beder til, at sygdommen må forsvinde, og at der snart kan åbnes for, at man kan mødes i de kristne fællesskaber og fejre nadver sammen.”

Kirken forsøger at bruge de muligheder, der nu er

Det andet positive forhold, som Emil Solgaard trækker frem, er, at den lutherske kirke i Peru gør meget for at forsøge at binde folk fra kirken sammen og for også at nå ud til nye. 

”Kirken har ikke bare lagt sig ned og givet op, men forsøger at bruge de muligheder, der nu er,” siger han.

Kirken er meget aktiv på de sociale medier med daglige live-programmer på Facebook med andagter, gudstjenester, kurser, og undervisning om etiske problemstillinger. De har også holdt en virtuel kvindelejr.

”Det er skønt at opleve, hvordan det er med til at samle folk fra mindre lutherske menigheder rundt i hele landet, og hvordan der også er mange nye, som af og til kigger med,” siger Emil Solgaard.

”Dertil kommer, at mange af de lokale kirker har holdt ugentlige gudstjenester eller bibelstudier over Facebook eller Whatsapp.”

Tilføj kommentar