Gud svarede 11-årig midt i en salto

Tre juniorpiger fra Stubbekøbing præsenterer deres sang på Landsteltlejr 2018
De tre veninder fra juniorklubben i Stubbekøbing præsenterede deres sang på Landsteltlejren i maj. Det er Malou med mikrofonen. Privatfoto.
Tre piger fra LM's juniorklub i Stubbekøbing har skrevet en sang, som er med i en ny juniorsangbog til efteråret. Her fortæller Malou på 11 år om en oplevelse med Gud på trampolinen

20. juni 2018 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

Er der noget mere fantastisk end at få et tegn fra Gud om, at han har hørt dig - og så kunne skrive en sang om det?

Det oplevede 11-årige Malou Beck Rasmussen, som kommer i Luthersk Missions juniorklub i Stubbekøbing.

Hun og to andre veninder fra juniorklubben har med hjælp fra to voksne ledere skrevet "Trampolinsangen", der er en af de nye sange i et nyt betweensanghæfte, der snart udkommer.

Satte sig ned på trampolinen og bad en bøn

Malou fortæller her om baggrunden for at skrive sangen:

"Jeg havde haft en virkelig dårlig dag i skolen, så da jeg kom hjem, gik jeg ud på trampolinen og hoppede."

Lige pludselig oplevede hun en stærk tvivl, som om nogen prikkede hende på skulderen og sagde: "Gud har ikke tilgivet dig, og han findes slet ikke."

"Det første, jeg kom i tanke om, var at sætte mig ned på trampolinen og bede. Jeg startede med at spørge Gud, om han virkelig var der, og om han havde tilgivet mig. Så rejste jeg mig op og lavede en salto."

Nu føler jeg, at Gud passer på mig

Midt under saltoen fik hun et tydeligt svar fra Gud, fortæller hun.

"Jeg kiggede op på himlen et sted, hvor der slet ikke var nogen stjerner, og pludselig kom der en tydelig stjerne, og så tænkte jeg, at det kunne være et tegn fra Gud om, at han er der og har tilgivet mig."

Oplevelsen har gjort, at Malou føler sig mere tryg i hverdagen.

"Nu føler jeg, at Gud holder øje med mig - altså på den gode måde - og passer på mig."

Invitation fra klassekammerat fik hende med i juniorklub

Malou har været med nogle år i Stubbekøbing Juniorklub.

"Jeg fik en invitation fra Tabita fra min klasse. Det er faktisk ret sjovt, for hvis jeg ikke havde fået den, var jeg nok slet ikke så kristen, som jeg er nu," siger hun.

Hun fortalte to veninder om oplevelsen på trampolinen, og sammen med de voksne ledere i juniorklubben skrev de en sang om det.

På LMBU's Landsteltlejr i maj var de sammen på scenen og præsenterede deres sang for de omkring 300 juniorer, der deltog.

--

> Læs pigernes sang "Trampolinsangen" her.

 

Tilføj kommentar