Gav cambodjanske børn nyt håb

Katrine Jensen (tv.) og Johanne Olesen volontører Daughters 2017-2018
Der blev taget godt afsked med de to danske volontører Katrine Jensen (tv.) og Johanne Olesen. Privatfoto.
"Det har været virkelig stort at være med til," fortæller Katrine Jensen. Sammen med en anden volontør var hun et år i Cambodja for LM, hvor hun passede børn af tidligere prostituerede

13. august 2018 / Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk

Et år fyldt med mening og indhold.

Sådan vil 21-årige Katrine Jensen fra Silkeborg karakterisere det år, hun netop har været udsendt for Luthersk Mission til Phnom Penh i Cambodja.

Her var hun sammen med Johanne Olesen volontør i børnehaven ved organisationen Daughters of Cambodja, der hjælper kvinder ud af prostitution.

Mission: Giv børnene masser af kærlighed

Hovedopgaven for de to danske volontører var helt enkel: "Giv børnene masser af kærlighed".

Og det var ikke svært, fortæller den unge volontør, der landede i Kastrup Lufthavn den 1. juli efter 11 måneder i det sydøstasiatiske land.

I børnehaven, der var tilknyttet hjælpeorganisationen, fik de mulighed for at give de tidligere prostiturerede kvinders børn en god og tryg hverdag.

Dejligt at mærke mødrenes glæde og taknemmelighed

"Vi oplevede simpelthen i den tid, vi var der, hvordan børn, som havde været vilde og ustyrlige i starten, blev meget mere rolige og slappede af," siger Katrine Jensen.

Hun fortæller også om en lille pige, der startede med at være bange for de to danske volontører, men som tøede op og blev rigtig glad for at være sammen med dem.

"Det var svært at lade være med at holde af dem - og rigtig dejligt at kunne give børnene tryghed og mærke deres mødres glæde og taknemmelighed, når de kom ned for at hente dem."

"Det er vildt stærkt, når man tænker på, hvor hårdt de har haft det, at vi så kunne få lov til at give deres børn håb om en bedre fremtid."

Fortsætter som volontør i Danmark

Katrine Jensen og Johanne Olesen fik også mange gode venskaber med de andre medarbejdere på Daughters og med de cambodjanske unge fra kollegierne i Phnom Penh.

De var med dem på flere ture og lejre, hvor de oplevede de unge kristnes tro og tillid til Gud, som gjorde stort indtryk.

Læs et af deres blogindlæg her: Home Sweet Home.

Katrine Jensen er blevet så glad for volontørlivet, at hun tager et år mere - nu som volontør på Luthersk Missions efterskole Solgaarden i Tarm.

Tilføj kommentar