Gæster fik bibelstudium, fællesskab og god musik

Foto: Mathilde, Rune og Noa er gæster på LMH
Tre af gæsterne på LMH's gæsteweekend, Rune Bach Agerbo, Noa Bak-Pedersen og Mathilde Pihl, kendte alle sammen mindst én, der er LMH-elev lige nu. (Foto: Ditte Olsen)
Slik og flødeboller på gæsteweekend i februar gav 12 nye elever på Luthersk Missions Højskole i Hillerød

08. marts 2017 / Ditte Olsen

Luthersk Missions Højskole var fyldt til bristepunktet den sidste weekend i februar 2017. Rekordstor tilstrømning til gæsteweekend gav 73 gæster til et rekordstort elevhold på 85 elever.

Måske hænger antallet af gæster og elever sammen? Tre af gæsterne, Rune Bach Agerbo, Noa Bak-Pedersen og Mathilde Pihl, kendte i hvert fald alle sammen mindst én, der er LMH-elev lige nu.

I løbet af lørdag formiddag deltog alle gæster i 3 forskellige bibelfag à en halv time.

“Jeg synes især undervisningen i Romerbrevet var god. Det var kort, men jeg fik mere med end fra et bibelstudium,” siger Noa, som bor i Høje Taastrup.

Rune fra Toftlund, som bliver færdig som pædagog til sommer, supplerer:

“Ja, undervisningen her er lidt mere skoleagtig end for eksempel en andagt. Det kan jeg godt lide.”

Fællesskabet var tillokkende og inkluderende

Mathilde fra Holstebro havde hørt om LMH, blandt andet fra sin morfar, som gerne vil give et økonomisk tilskud, hvis hun beslutter sig for et ophold.

“Jeg kender nogle på dette elevhold og besluttede mig for at kombinere et besøg med at få en smagsprøve på, hvad LMH er. Jeg synes, at vi er blevet inkluderet i fællesskabet. Det er hyggeligt, og man føler sig velkommen.”

“Jeg har også en god fornemmelse. Man kan trygt være åben om sin tro her,” kommenterer Noa og igen falder Rune ind:

“Jeg glæder mig allerede vildt meget, til jeg skal være elev her i foråret 18. Jeg savner et kristent fællesskab i min hverdag, for der er intet KFS på mit studie,” fortæller han og fortsætter:

“Og jeg skal helt sikkert være med i korfællesskabet!”

De andre to nikker og opmuntrer ham til at fortælle om lovsangen fredag aften.

“Koret sang nogle sange for os, så de små hår rejste sig. Og man kunne mærke deres fællesskab i sangen. Det vil jeg bare være en del af!”

Slik og tilskud skulle gøre gæster til elever

LMH havde indkøbt en stor kasse slik og flødeboller, så de gæster, der i weekenden tilmeldte sig et højskoleophold, kunne få en sød belønning. Desuden blev det flere gange nævnt, at hvis man melder sig til efterårsholdet 2017, giver LMH også 2.500 kroner i støtte til elevbetalingen.

Det har dog endnu ikke fået Noa og Mathilde til at beslutte sig for, om de skal på LMH. For Noa er der en del praktiske detaljer, han først lige vil have styr på. Og Mathilde skal snart til Tanzania som volontør for BDM.

“Det passer da perfekt!,” udbryder Rune og rækker hånden frem mod hende.

“Vi laver en aftale, du skal da være elev i foråret 2018 sammen med mig!”

Mathilde smiler skævt til ham uden at svare. Klokken ringer til aftensmad. Efter en lækker buffet står den på andagt, vidnesbyrd og vaffelhygge.

Efter søndagens gudstjeneste tog gæsterne tilbage til deres egen hverdag. 12 af dem med en pose slik og en pakke flødeboller, alle med en lille smag af LMH i bevidstheden.

Se billeder fra årets gæsteweekend på: lmh.dk/gaesteweekend/

Tilføj kommentar