Fjerde hold bibelskoleelever i gang i Peru

Foto: Bibelskoleelever i Peru på introtur
Bibelskoleeleverne i Peru er hvert år på introtur til kirkens lejrsted Campel ved Stillehavet. Her var det i 2015. (Foto: Leinum)
På bibelskole i Arequipa lærer unge kristne at forholde sig til, hvem de er som lutherske kristne, og hvad det betyder at leve i et kristent fællesskab i praksis

06. april 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

For fjerde år i træk er et nyt hold startet på den lutherske kirkes bibelskole i Arequipa i Peru.

I år er der dog kun ni elever, hvor der de første tre år har været fuldt hus med de 12, der er plads til.

Det nye hold er i disse dage på introduktionstur på kirkens lejrsted Campel ved Stillehavet.

Vælger bibelskolen trods stort karriereræs

Egentligt er det overraskende, at så mange melder sig ind på bibelskolen, mener missionær Katharine Kofoed-Nielsen.

”I Peru er de unge nemlig meget karriereorienterede, og et ophold på bibelskole bidrager ikke til deres karriere som sådan,” siger hun.

”Derfor kan man undre sig over, at 12 elever hvert år prioriterer at tage på bibelskole. Det må være Gud, der har velsignet arbejdet!”

Peruansk ledelse, men stadig missionærer blandt underviserne

Bibelskolen i Arequipa er inspireret af bibelskoler og efterskoler i Danmark.

Det var LM-missionærerne Mirjam og Rolf Leinum, der oprettede den i 2015. De var ledere af skolen i to år, hvorefter den har haft peruansk ledelse.

Men der er stadig missionærer fra Luthersk Mission blandt underviserne på skolen. Samuel Kofoed-Nielsen underviser i bibelfag og Katharine i musik og kor. I 2018 har hun dog barselsorlov.

Bibelskoleeleverne bliver udfordret til at tænke selv

”Eleverne, der kommer fra både Peru og Bolivia, er meget åbne for at opleve og lære nye ting. Det skyldes blandt andet, at de er ude af deres normale sociale kontekst,” siger Katharine Kofoed-Nielsen.

Hun fortæller, at eleverne bliver udfordret til at tænke selv på bibelskolen.

”De lærer selv at forholde sig til Bibelen og prøve at finde frem til, hvad der er rigtigt og forkert,” siger missionæren.

Lærer også om kristent fællesskab i praksis

”Selv om mange af bibelskoleeleverne kommer fra en kristen sammenhæng, har de aldrig forholdt sig ret meget til, hvad de selv mener, og hvad de står for som lutherske kristne. På bibelskolen får de solid undervisning som hjælp til dette.”

Ud over bibelundervisningen lærer eleverne også en masse om discipelskab og kristent fællesskab i praksis.

”Det sker for eksempel i dagligdagen, hvor de lever tæt sammen. Når man lever tæt sammen og møder dagligdagens konflikter, træder ens egne styrker og svagheder frem, og dermed lærer man meget om sig selv,” fortæller Katharine Kofoed-Nielsen.

Tilføj kommentar