Fem år med samlet børne- og ungdomsarbejde

LMBU's 5-aars fest
130 leder i LM's Bærn og Unge fejrede foreningens femårs fødselsdag på lederkurset.(Foto: LMBU)
Juniorer og teenagere i samme organisatoriske ramme er to af de store fordele efter fusionen mellem LM's arbejde for børn og unge for fem år siden, mener landsleder

17. september 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

LM’s arbejde for børn og unge ”står sammen”, så alle kun skal forholde sig til én fælles organisation.

Lars B. Larsen mener, at det er den helt store styrke, der er kommet ud af, at LM’s børne- og ungdomsarbejde (LMBU) fusionerede for fem år siden.

Han er landsleder i Luthersk Missions Børn og Unge (LMBU) og udtaler sig i anledning af LMBU’s femårs fødselsdag.

”LM’s ledelse skal ikke længere forholde sig til to organisationer, der kommer med det samme budskab. Nemlig at børne- og ungdomsarbejdet er deres ansvar.

Personlige relationer skal sikre gode overgange

En anden positiv effekt af fusionen er, at overgangen mellem juniorklubber og teenklubber nu er i samme organisatoriske rammer, mener landsformanden.

”Overgange er traditionelt steder, hvor mange stopper med at komme. Men med dannelsen af LM Between har vi nu konsulenter, der har fokus på begge de to grupper,” siger han.

Lars B. Larsen minder om, at gode overgange ikke er noget, en central fusion kan sikre. Det handler om personlige relationer mellem børneledere, ungdomsformænd og kredsformænd.

”Men fusionen har givet os ret til at sætte på dagsordenen, at det er vigtigt. Og til at hjælpe med at sikre kontakt på kryds og tværs - og dermed sikre bedre overgange.”

Voksen-LM har en kæmpe kærlighed til børn og unge

Landsformanden glæder sig over den kæmpe kærlighed, han oplever fra voksen-LM til børnearbejdet.

”Man ser virkelig arbejdet som ’vores’ mange steder,” siger han.

Og det gælder ikke kun arbejdet blandt børn. Fra voksen-LM’s side er der også flere steder syn for at hjælpe LMU, fortæller han.

”Der er steder med bittesmå LMU-foreninger, hvor voksne træder til og hjælper.”

Tilskuddet fra DUF er det samme som for fem år siden

Før fusionen var forhåbningen, at mange børn blev medlemmer, og at der dermed ville blive flere medlemmer samlet set. Det ville igen betyde et højere tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), så man kunne ansætte flere konsulenter.

Det ønske var især LM Kids’ baggrund for at gå ind i fusionen, fortæller Lars B. Larsen.

”Det er bare ikke sket i så høj grad, som man håbede. Men samlet set er medlemstallet heller ikke gået tilbage,” siger han.

Der er blevet færre LMU’ere, og uden de nye medlemmer fra LM Kids og LM Between ville tilskuddet fra DUF være faldet op til 400.000 kroner, vurderer han.

”Kids ville have været nødt til at skære ned, hvis fusionen ikke var blevet til noget – eller også var børnearbejdet blevet dyrere for LM. Men LM betaler det samme som for fem år siden, og det er da en positiv vinkel.”

Kæmpe fødselsdagsfest på lederkursus

Femårs-fødselsdagen blev fejret med en stor fest med 130 deltagere fra hele landet.

Det skete i forbindelse med LMBU’s årlige lederkursus, der i år blev holdt på Ribe Kjærgaard Landbrugsskole.

Her var der bibelundervisning, foredrag og seminarer i fire spor, der var målrettet ledere fra hver sin aldersgruppe.

 

Tilføj kommentar