Familiehæfte giver fælles sprog for tro

Foto: Hæng ud med Gud
Som abonnent på ”Hæng ud med Gud” bliver man medlem af Børnenes Bibelklub og vil modtage små gaver og overraskelser sammen med hæftet. De første bliver pakket her (Foto: Lars B. Larsen)
Det ligger børn meget naturligt at tro, men det kan være grænseoverskridende for os voksne at tale om, siger mor til fire. Hun har fundet hjælp i det nye hæfte ”Hæng ud med Gud”

18. september 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

"Vi drømmer om, at det bliver naturligt, at man snakker om Gud med sine børn i familierne – og også naturligt for børnene at snakke om Gud, hvor de er.”

Sådan begrunder LM Between-konsulent Dorthe Schmidt, hvorfor LMBU har engageret sig i arbejdet med det nye aktivitetsmateriale ”Hæng ud med Gud”.

”Og så er det jo lavet præcis til LM Kids' målgruppe: de 8-13-årige.”

En klub, hvor man udforsker Bibelen sammen i familien

”Hæng ud med Gud” er et abonnementshæfte, der udkommer fire gange om året, og som byder på korte bibeltekster, aktiviteter og inspiration til fælles refleksion og samtale.

Der er allerede 250, der abonnerer på hæftet. Når man gør det, bliver man medlem af Børnenes Bibelklub og modtager små gaver og overraskelser sammen med hæftet.

”Vi tror på, at der er værdi i at have klub, hvor man får tilsendt noget og kan udforske Bibelen sammen i familien. Vi ønsker nemlig, at det skal være en bibelåbner for familien,” siger Lars B. Larsen, der er landsleder for Luthersk Missions Børn og Unge.

Hvad er Bibelen og dens værdier for noget?

Det kræver imidlertid ikke noget kendskab til Bibelen i forvejen at bruge ”Hæng ud med Gud”.

”Vi tror på, at der er familier rundt omkring i landet, som måske ikke er så meget til det der med fast kirkegang, men som stadig har interesse for, hvad Bibelen er for en bog, og for de gode værdier, som den repræsenterer,” siger Lasse Holmgaard Iversen, der er landsleder for Bibellæser-Ringen.

Pernille Dyrhave Drewa fra Bevtoft er mor til fire børn mellem nul og otte år. Hun siger:

”Materialet har hjulpet mig med at se, at det faktisk ligger børnene meget naturligt at tro, hvorimod det kan være grænseoverskridende for os voksne at tale om vores personlige tro. Materialet giver os et fælles sprog.”

”Hverken min mand eller jeg er vokset op med at bede, så det har været rigtig godt, at materialet kommer med helt konkrete forslag til bønner.”

Målrettet 8-13-årige, men der er også spørgsmål til de voksne

”Hæng ud med Gud” er målrettet familier med 8-13-årige børn, men der er også spørgsmål til de mindre børn og refleksionsspørgsmål til de voksne.

Lars B. Larsen fortæller, at det er udfordrende for skribenterne, at indholdet ikke må være indspist og indforstået, men stadig indholdsrigt, så familier, der er vant til at gå i kirke, kan få noget ud af det.

Materialet er udviklet i samarbejde mellem Bibellæser-Ringen, Indre Missions Familiearbejde, Evangelisk Luthersk Missions Familiearbejde, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler og Luthersk Missions Børn og Unge.

Læs mere – og bestil ”Hæng ud med Gud” på hængudmedgud.dk

Tilføj kommentar